Lyt til artiklen her: Fanget i psykopatens net

”Løb den anden vej!” er ofte det professionelle råd, vi får, når det står klart, at vi er ”oppe imod” en psykopat. Men hvad gør vi, hvis flugt ikke er en mulighed? Hvad gør vi, når vi er forbundet med en psykopat via børn, arv, bolig eller andet?

Forstå psykopaten og dine muligheder for løsninger meget bedre. Læs med her.

—-

Af Christian Campbell, Psykologisk Efterforsker & Business Provocateur.

En personlig kommentar fra ”skribenten”
Det er sjældent at mine ydmyge skriblerier om magtsyge og psykopati resulterer i en tsunami af direkte og personlige henvendelser; hvilket er fuldstændig naturligt og forståeligt. En glædelig læselyst er ofte første reaktion, og så kommer spørgsmålene i det små. Ikke sjældent ved ”kaffemaskinen” et eller andet sted, hvor vi diskret kan drøfte, at artiklerne er læst og derfra dele ideer, tanker, spørgsmål og personlige erfaringer.

Skammen ved at være blevet ført bag lyset, deler vi alle. Følelsen af at have ignoreret tydelige faresignaler, smager ofte intenst af havrådden citron – og oplevelsen af at blive affærdiget, som værende konspirations-teoretiker, når ”man” forsøger at få hjælp, er for os der står i relation til en psykopat ofte en fremadrettet og kronisk livs-præmis.

Denne artikel er ikke skrevet for at overbevise nogen om noget som helst. Den er ikke skrevet for at blive opfattet på en bestemt måde, eller for at blive vurderet. Den er selvfølgelig skrevet til den nysgerrige og åbne, men mest af alt til dig, der står i relation til en psykopat. Dig der ikke har mulighed for, at vi sludrer lidt herom ved ”kaffeautomaten”; har vi, er du også velkommen der.

Jeg vil forsøge at besvare så mange af de ”små spørgsmål” jeg har fået, så godt det er mig muligt. Det ”kræver” grundighed fra min hånd.

Lad os komme i gang.

Manipulation foregår i detaljerne
Det er helt almindeligt menneskeligt at antage, at andre bevæger sig igennem livet indenfor nogenlunde samme ”regler og normer”, som vi selv gør. Det kan være helt simple antagelser som, at selvfølgelig elsker forældre deres børn – for det gør ”jeg” jo. Selvfølgelig er politibetjenten ordentlig. Selvfølgelig vil pædagogen vores små poder det bedste, og selvfølgelig er en dommer ved domstolene objektiv og retfærdig. For det er ”vi” jo selv!?

Som beskrevet herover kan det sagtens være, men i samspil med en psykopat bruges vores (i deres øjne latterlige og naive) antagelser imod os. Den adfærd vi normalt oplever som troværdig iklæder psykopaten sig, når det passer ind, som en på- og aftagelig kappe, der tjener udelukkende til psykopatens personlige vinding. Gerne på andres bekostning; da dette gør ”det hele en smule mere spændende” set igennem øjnene i et psykopatisk sind.

  • Psykopaten kan vise sig værende et menneske, der smykker sig med f.eks. moderrollens bekymringer, empati og omsorg, som vi antager er denne rolle implicit – men bag ”glasdøre” (glasdørene vender jeg tilbage til) behandler sine børn skræmmende sadistisk og korporligt.
  • Et menneske der iklæder sig dommerembedets gevandter og emblemer, som bag dette røgslør udøver sit embedes magt, som var den en til personen skabt ejendel, der frit kan bruges til at afsige domme reelt baseret på hemmelige bagdørsaftaler.
  • Politibetjenten, som ifølge sine officielle honoreringer, FBI-kurser og erkendelser være arketypen på en superhelt. En superhelt der benåder os alle på daglig basis, ved heroisk at trylle alt ondt i verden bort fra vores åsyn…….. så længe vi ikke kigger under ”motorhjelmen” vel at mærke. For får vi trådt denne helt over tæerne står registre, andre myndigheder og kontakten til anklagemyndigheden åbenlyst til fri afbenyttelse, for at drive personlige interesser i mål.

Psykopaten får ofte alt, alt for lang snor. Dette ganske enkelt fordi vi andre antager, at deres konkrete adfærd beskrevet af dennes ofre, må være urealistiske konspirationsteorier. Vi vil simpelthen ikke tro det er en mulig menneskelig adfærd, ej heller når beviset herfor står lige foran øjnene af os. Det bevirker ofte, at selv normalt dygtige fagfolk er klistret ind i psykopatens net, før de og vi opdager, hvad der reelt foregår. Når vi så opdager vi er marionetter i et ulækkert og ulovligt spil, går noget endnu grimmere i gang – men det vender jeg tilbage til senere.

Psykopaten holder sig ofte indenfor mange af de generelle retningslinjer i samfundet, men forvrider og manipulerer detaljerne i en sådan grad, at det åbenlyse pludselig farves og fortolkes ”helt hen i vejret”.

Psykopatens manipulation gennemskues derfor yderst sjældent af dem af os, der forholder os til ”sagen” i overordnede træk, eller ud fra en fast forståelsesformular. Dem, der dykker dybere ned i detaljerne, ser ofte psykopaten helt klart. Men at se psykopaten klart kan opleves som at stå helt alene i verden, i lange perioder, da langt de fleste af os iagttager psykopatens adfærd på et generelt og overordnet niveau. Derfor er vi ikke lydhør og åbne for, at det er noget andet end det på overfladen præsenterede, der reelt er på spil.

Hvordan fordrejes detaljerne?
De fleste af os antager at f.eks. titler, erkendelser, opnåelser og uddannelser er garant for noget kvalitativt. Psykopaten er helt vidende om denne generelle antagelse, læser f.eks. denne konkrete artikel interesseret og udnytter efterfølgende (hånligt grinende) vores modstand på ”tingenes aktuelle tilstand”. Herfra anvendes dette forhold ubekymret til egen personlige vinding. Ligeledes vores antagelse om, at hvis ikke vi møder alle mennesker med grundlæggende tillid, så vil samfundet brænde ned. Vi køber ind på antagelsen om, at kynisme og paranoia er det eneste alternativ til grundlæggende tillid – altså, at er vi ikke positive og åbne, så er vi automatisk enten paranoide eller kyniske. Og hvem gider være en kynisk og skeptisk ”eneboer”, der ikke stoler på andre?

Ja, det gør psykopaten, hvis det altså tjener formålet.

Det første skridt til at kunne løse mødet med psykopaten på andre måder, end ”blot” at løbe i den anden retning er, at vi er ”villige” til at afsøge nyt psykologisk territorie. Det fører os tilbage til ”glasdørene”. Det fører frem til første spadestik til at afdække, hvad det betyder at være fanget i psykopatens net.

Et meget hverdagsrelevant eksempel, inden vi åbner dette emne helt op, kunne være politifolk i afdelingen for personfarlig kriminalitet. Til dagligt arbejder disse politifolk måske med mordsager. De vil helt klart møde psykopater – men dog ”kun” de psykopater der slår ihjel og/eller udøver vold. Når man hører disse politifolk beskrive en psykopat, er det i 9 ud af 10 tilfælde en morder de beskriver: Måske nok en morder med psykopatiske træk, men trækkene politiet ofte beskriver passer til morderen (altså profilen på en morder), sjældent psykopaten. Dette bevirker at de erfaringer man igennem tiderne har gjort sig med psykopater, der også slår ihjel og er voldelige, reelt ikke hjælper os meget i at forstå alle de psykopater, der ikke slår ihjel. De færreste psykopater har mord på ”samvittigheden”.

Et af de store opgør vi står foran er, at vi stadig fejlagtigt tror på, at flere mænd end kvinder er psykopater.

Handler bag lukkede glasdøre
Alle mennesker har skyggesider, og de negative er aldrig ”for børn”. Men en af forskellene mellem et ”normalt fungerende” menneske og et menneske med stærke psykopatiske træk er, at et normalt fungerende menneske ofte søger at skjule sine negative skyggesider. Det gør psykopaten for det meste ikke. Ikke helt i hvert tilfælde.

Det betyder, sat fuldstændigt på spidsen for eksemplets skyld, at psykopaten f.eks. begår et vanvittigt fysisk eller mentalt overgreb bag, måske nok lukkede, men dog glasdøre: Altså, mere eller mindre til frit skue for omverdenen. Psykologisk fungerer psykopaten dog på en måde, der gør, at de ofte ender med at vinde retssagen (som de selv starter op) mod ”vindueskiggeren”. En tilskuer som ved et tilfælde kom forbi, og kan bevidne mordet med en konkret videooptagelse på sin mobiltelefon, ender med at tabe ”spillet” til psykopaten, og bliver stemplet som vindueskigger. Psykopaten valgte at handle bag glasdørene, at udøve sine skyggesider med stor fare for at blive opdaget, men vinder den ”imaginære sag” over den ”uheldige” betragter. Ofret forbliver et offer uden retfærdigheden sker fyldest, vidnet gøres nu til bødlen og alt for ofte træder psykopaten urørt videre.

Det kunne konkret være lederen, der fyres for at udsætte en ansat for seksuelle krænkelser, men i virkeligheden var så uheldig at gennemskue, hvordan psykopaten brugte andre kollegaers IT-login til at lave ulovlige opslag i register med personfølsomme oplysninger. Disse oplysninger sælges måske videre med egen vinding for øje, eller gives videre for at have en tjeneste til gode hos modtageren. Dette negligerer bestemt ikke de situationer, hvor en seksuel krænker stilles til ansvar for sine handlinger. Det giver et realistisk og konkret eksempel på et tilfælde, hvor en psykopat benyttede vores iboende antagelser til at forføre os alle med.

Psykopaten kan ofte fremstå, som har hun eller han magiske evner – men heller ikke her er magi noget virkeligt. Psykopaten er ”blot” et menneske, der absolut ingen regler har og slet ikke reagerer ud fra vores andres antagelser om, hvad det vil sige at være et menneske. Derfor krydser psykopaten den ene lovmæssige, sociale og/eller menneskelige grænse efter den anden, som i din og min psyke er grundlæggende og menneskeligt iboende. Vi tænker altså ikke engang over, at vi har disse grænser og regler – men det gør psykopaten derimod, og bruger det aktivt imod os.

Psykopatens pupiller udvider sig måske ikke, når de lyver. De sveder måske ikke. De bliver ikke flove, når de tages med fingrene i ”kagedåsen” – medmindre denne konkrete psykopat har lært, at dette er det rigtige skuespil at iklæde sig. Derfor antager vi, at de er troværdige, trods vi selv ser dem ”lænet ind over liget – med en sav i hånden, smurt ind i blod”. Psykopaten forfører os til at tro, at deres fortællinger er vigtigere og mere valide, end den helt håndgribelige og åbenlyst tilgængelige data, vi har lige ved hånden. Data der i den grad modsiger psykopatens fortællinger. Psykopaten, som konsekvens af sin distance til alt det vi andre antager menneskeligt gør, at deres evne til at forstyrre vores virkelighedsopfattelse er nærmest magisk. De dygtigste af dem kan få hele nationer til at ”springe ud over kanten”. De snu af dem, får os til at glemme vores ”knapt så smukke historie” og ufortrødent at gentage den igen og igen.

Tager vi dette noget dramatiske billede med tilbage til ”almindelige” hverdagssituationer, betyder det, når en psykopat er på spil, at f.eks. kvinden (moderrollen) der udgiver sig som offeret, reelt er bødlen i familiens dynamik. Trods solid dokumentation for både chikane, bedrag, vold, embedsmisbrug og stalking vinder hun sympatien, og kan herved arrangere sig til ”en virkelighed”, der afspejler hendes indre. Dette fremfor en virkelighed, der drager konsekvens af hendes håndgribelige handlinger i den fysiske verden.

Nettet strammes
Psykopaten genkendes ikke på sine ”lovovertrædelser”, men ved den måde hun eller han forholder sig til dem på. Ikke alle mordere er psykopater, men alle psykopater mener reelt ikke, at deres ”forbrydelse” sådan rigtig er relevant at forholde sig til. Måske den blot er et middel til at opnå det ønskede resultat? Det kunne f.eks. være berømmelse, ophidselse eller ”at vinde”….. eller måske bare lige for at se, hvad der sker – for så sker der da et eller andet. Oftere end omvendt er psykopaten reelt stolt af egne bedrifter, også dem der skader alle andre omkring dem. Det er der, hvor alle vi andre ville opleve dårlig samvittighed. Forestil dig det: Et menneske der slet ikke har det aspekt i sig; dårlig samvittighed.

Det her med at: ”så sker der da et eller andet”, er ret centralt for mennesker med psykopatiske træk. Deres emotionelt nedtonede liv er generelt kedelige, og for at opnå emotionel effekt i dem selv, må psykopaten skrue højt op for ”volumenknappen”. Det gør at f.eks. tortur ikke ses som tortur for psykopaten. Denne ser tortur som et rusmiddel, der har samme effekt som alkohol har for andre. Derfor vurderer psykopaten tortur, hvis denne bruger tortur (fysisk som mental) som et hvilket som helst andet rusmiddel. Dette på samme niveau og måde, som vi andre vurderer det at forbruge alkohol på, til at opnå en ændret sindstilstand.

Dette er afgørende vigtigt at forholde sig til, hvis og når vi står i en blivende relation til en psykopat.

Derfor kan vi blive fanget i nettet
Der er noget kontra-intuitivt over det faktum, at psykopaten alt for ofte slipper afsted med sin åbenlyse grænseløshed. En grænseløshed som ovenikøbet ofte udøves bag lukkede glasdøre. Spørgsmålet om hvordan det overhovedet kan lade sig gøre, er helt afgørende for os, der ønsker at kunne navigere i en verden, hvor også psykopaten spiller en reel rolle. Ja ok; ønsker og ønsker – i en verden hvor psykopaten er blevet en ufrivillig men dog fast bestanddel.

En af de afgørende elementer i psykopatens succesfulde manipulation, er dig og mig. Vi er tilbage til artiklens tidligere pointe med, at vi har en tendens til at insistere på, at alle andre mennesker fungerer nogenlunde ligesom os selv, sådan rent psykologisk. Psykopaten udnytter to meget vitale dynamikker i en stor gruppe af os. Det er måske helt op imod 70% af os alle sammen, som har psykologiske træk der gør, at vi potentielt ligger i denne gruppe. De to tendenser er:

  1. At være udefra motiveret.
  2. At følge trends og tidens tand.

Denne meget store gruppe af os har en overordnet tendens til at lade os glide med ind i den omkring os gældende kultur. Det kan ofte gøres os villige til at slippe vores egen bestemmelsespligt og -ret. Dette kunne være en dansk kommunes familieafdeling, som i hverdagen ledes af den tenderende psykopatiske centerchef, hvis spæde ansættelse startede i skyggen af den stærkt psykopatiske og rekordlange ansatte kommunaldirektør. Her ville en kultur baseret på psykopatiske perspektiver og emotionel indifference let kunne vinde indpas.

Om kultur
Kultur er den stemning og fælles front, som vi mennesker i grupper læner os op ad. Det implicitte og for gruppen åbenlyse, der måske for andre virker helt fremmed. At være hjælpsom, høflig, lydhør og nysgerrig kan være værdier, som har vundet indpas i en gruppes kollektiv, og kan derfor defineres som en kultur i gruppen. Kultur er noget vi oplever i alle sammenhænge, hvor vi har med grupper at gøre. Politisk, på jobbet, i fodboldklubben, i kampsportsforeningen og listen fortsætter. Vi må konstatere, at der i tiden sker et skred i flere og flere kulturer, hvor adfærd der læner sig op ad de psykopatiske værdier, har en tendens til at træde mere og mere i forgrunden.

Allerede nu er de fleste af os udfordret. Beskrivelsen herover er forbi, hvad vi ofte finder ”sandsynligt”. Ikke desto mindre er det lige præcis denne mistro, der gør, at psykopaten kan vinde indpas. En kommunaldirektør og en centerchef der begge har udprægede psykopatiske træk, der finder sammen i lille trygge og harmoniske Danmark? Det er forbi vores villighed til at forestille os, hvordan omverdenen reelt kan fungere.

Italienske tanker
Den Italienske økonom Carlo M. Cipolla udgav i 1976 en artikel han kaldte: ”The basic laws of human stupidity”. Det var en anden tid, et andet sprog og en anden verden vi levede i dengang. Jeg ser intet konstruktivt i, at vi kalder hinanden dumme. Dynamikkerne Cipolla beskrev er til gengæld yderst værdifulde, når vi står overfor at gennemskue, hvordan vi kan navigere i et liv, hvor psykopaten er blevet en fast bestanddel.

Cipolla beskrev en menneskelig adfærd, hvor en større gruppe end de fleste af os antager størrelsen på, indgår i adfærd der er direkte skadende for andre. Denne gruppe findes indenfor de 70% nævnt herover. Gruppen deltager generelt i uhyrligheder, uden rigtigt at opnå en særlig personlig vinding ved det. Denne type menneske er psykopaten ofte ekspert i at identificere og indlemme i eget netværk, og effektivt benytte behovet for udefra kommende motivation og lysten til at følge trends. At gøre det som fremstår som det samme, som alle ”de andre” gør.

Hvis du står i samspil med en psykopat, er det afgørende vigtigt du holder øje med denne gruppe mennesker. Dem der beredvilligt går psykopatens ærinde, uden rigtigt at opnå personlig vinding heraf. Fordi den pulje hvor denne gruppe findes indenfor, er helt mod 70% af os, så vil vi, ifølge Cipolla, møde langt flere af disse mennesker end vi regner med, er muligt.

Disse medløbere kan af psykopaten ”rekrutteres” stort set alle steder i vores samfund. Vi kan lede efter denne gruppes rationelle overvejelser eller personlige vinding ved at indgå i psykopatens agendaer, men de findes ikke, så vi finder dem ikke. Dette er måske det mest uhyggelige af alt: At vi mennesker kan indgå i uhyrligheder, uden at vinde noget ved det, uden nogen særlig eller logisk grund hertil. Vi gør ondt uden en egentlig grund eller årsag.

Her er det ligeledes afgørende vigtigt at huske, at alle de ”normale” tegn på troværdighed ikke gør sig gældende her. Vi kan måske fristes til at tænke, at sagsbehandleren da ikke ville gøre som denne gør uden en rationelt og forklarelig grund hertil? Måske vi vrider os i trøjen ved tanken om, at politibetjenten placerer forvirring, røgslør og ”beviser” – bare fordi? Hvorfor i alverden skulle dommeren dømme i overensstemmelse med en bagdørsaftale, fremfor en specifik sags objektive dokumentation?

Af den årsag der er beskrevet herover. Det har bl.a. Cipolla, men også andre, gjort sig tanker om.

En stor gruppe af os lader os motivere udefra og læner os op ad den kultur, vi omgiver os med (Følger tidens trends). Blandes disse to faktorer med begrænset selv-refleksion og en særlig kognitiv formåen, har vi den sammensætning som Cipolla beskrev. Psykopaten er villig til at udnytte dette, og flere har både historisk, gør det ligeledes lige nu og vil i fremtiden kunne påvirke sagers forløb, virksomheders overlevelse og landes skæbner baseret herpå.

Ligger brikkerne ”rigtigt”
En konsekvens af den psykopatiske psykologiske struktur er at psykopaten i omgang med andre mennesker agerer, som er de puslespilsbrikker stillet personligt til rådighed for psykopaten. Puslespilsbrikker som psykopaten er berettiget til at ligge, som hun eller han foretrækker det. At sikre sig, at puslespilsbrikkerne ligger så langt fra hinanden, at mange ikke kan se sammenhængen, er ofte psykopatens speciale. Derfor får psykopaten også ofte alt, alt for lang snor: Brikkerne (altså mennesker af kød og blod) forføres til at tro, at de ikke i fælles sammenhæng er med i at skabe et bestemt perspektiv. Det perspektiv psykopaten ønsker at skabe, hvilket yderst sjældent er i overensstemmelse med de objektive og reelle perspektiver.

Og som lovet vender vi her tilbage til: ”Når vi så opdager, vi er marionetter i et ulækkert spil, går noget endnu grimmere i gang – men det vender jeg tilbage til senere.”

Skammen ved at blive ført bag lyset, er for de fleste af os noget af en kamel at sluge. Kun ca. 15% af os vil på stående kunne rumme at ”sluge den” og ændre kurs. De fleste af os vil falde i fælden, hvor vi benægter realiteterne. De realiteter der ville afsløre psykopaten. De realiteter der konfronterer os med vores egen ”dumhed”. Vores indre idiot om man vil. Det bedste for alle ville være at kunne sige: ”Jeg blev sgu forført. Jeg ved ikke hvorfor eller hvordan, men det gjorde jeg. Ja, jeg var med til noget rigtig skidt – men nu retter vi op, og vigtigst af alt: Lærer af det! Men ”folk” forsvarer sig – fremfor at indrømme bedraget overfor sig selv – og sluge ”skammen” ved at blive ført bag lyset.

Men vi er alle mennesker. Og at begå fejl, blive forført og indgå i noget vi senere fortryder er helt i orden. Problemet opstår, når vi bliver ved og ved og ved med at indgå heri, fordi vi bøjer ”virkeligheden” og ikke vil lære af vores fejl. Denne adfærd beskrevet her i alle os andre, er det, der giver psykopater nærmest frit spil. De ved udmærket godt, at vi har gennemskuet dem, men de ved også godt, at vores egen frygt for skam gør, at de kan begå ”mord” bag lukkede glasdøre, uden at det får konsekvenser.

Fysisk mord.
Justitsmord.
Emotionelt mord.
Psykologisk mord.

Glasdørene er os andre, og vores følelser. Det er derfor, psykopaten ofte ”griner” af os og vores følelser. Hun eller han ser dem som en svaghed, og set psykologisk derfra hvor psykopaten står, er vores følelser en svaghed. At følelser i virkeligheden beriger menneskelivet til at være meningsfyldt, intenst, spændende, berigende og rigt har psykopaten ingen indsigt i.

Der hvor du og jeg kan stoppe os selv i, at være brikker i psykopatens giftige spil er, at vi dropper alle vores romantiske livsantagelser. At vi hver dag giver andre mennesker muligheden for at vise os, hvem de i virkeligheden er. Vi må lade alle lomme-psykologierne falde:

  1. Man skal tro på det bedste i mennesker.
  2. Hvis det er for godt til at være sandt, så er det det også.
  3. Man skal være positiv.
  4. Man skal være anerkendende.
  5. Du kan ikke regne med andre.

Listen fortsætter. Vores tendens til at ville forprogrammere det vi møder i livet, for at opnå følelsen af genkendelighed og kontrol er vores største ”downfall”, når det kommer til at blive manipuleret af en psykopat. Eller af andre der ønsker at manipulere os negativt.

  • Hvis du er centerchefen i kommunen, kan du ikke stole på det dine ansatte siger, som default.
  • Hvis du er politichef, kan du ikke stole på dine betjente, som default.
  • Er du retspræsident kan du ikke stole på dommerne, som default.
  • Er du kollega med nogle, kan du ikke stole på dem, som default.
  • Har du en chef, kan du heller ikke stole på hende eller ham som default.

Du kan heller ikke som default, ikke stole på dem. Du må i livet være åben for at iagttage andre mennesker nysgerrigt, også dem du kender godt. Løbende.

Vi må bevæge os i livet ud fra, at vi åbent og nysgerrigt forholder os til hinanden. Der er altså ægtefolk, der er utro. Der er betjente der snyder. Der er sagsbehandlere der bryder loven. Der er bankfolk der stjæler. Der er forbrydere der forbedrer sig. Der er overfaldspersoner der ændrer sig. Der er bedragere der bliver retskafne.

Men psykopaten ændrer sig aldrig grundlæggende, og lader vi deres værdier være styrende i vores kultur vil alt, alt for mange af os indgå som puslespilsbrikker i dennes bedrag og manipulation. Vi vil udøve deres planer, deres visioner, deres billede af verden. Og det ønsker ingen af os.

Lad ikke dine politiske overbevisninger forblænde dig, når du bedømmer politikeren.
Lad ikke dine religiøse overbevisninger forblænde dig, når du bedømmer præsten.
Lad ikke dine overbevisninger om kærlighed forblænde dig, når du bedømmer din elskede.

Hvis du har et emne, som du godt kunne tænke dig en psykologisk analyse af, for at blive klogere på fordelene og ulemperne herved, er du velkommen til at skrive til mig. Så kunne dette måske blive det næste jeg skriver om.

Share Button

Det bedste skjulested for ondskaben, er bag godheden. Det bedste skjulested for løgnen, er bag sandheden. Dette forstår og mestrer Psykopaten ofte til fingerspidserne.

Der sidder han, med sit morfar-grå hår og skæg, smiler skævt, måske en anelse charmerende og slænger benene på sin 195 cm lange krop over kors. Richard Kuklinski, en af USA’s mest berygtede mafia-seriemordere, der ”tilskrives” af have mellem 33 og 200 liv på ”samvittigheden” – hvis man altså kan sige, at han har ”sådan en”?

Forført af stereotyper
Kuklinski er stereotypen på den mandlige psykopat, der har begået den mest ultimative forbrydelse af dem alle: Mord – og så er han en af dem, der er blevet fanget. Vi kigger på ham i dag, nu hvor vi ved, hvem han i virkeligheden er. Vi gyser og ”fornemmer” tydeligt hvordan ondskaben stråler ud af manden. Det er nærmest som om, at der fremkommer et lille diabolsk smil på hans læber, når han malende og langsommeligt fortæller om sine forfærdelige handlinger igennem tiderne. Nyder han i virkeligheden opmærksomheden, mere end han fortryder?

Men Psykopaten er ikke stereotyp og kan lige så vel være en petit kvinde på 164 cm med langt hår, et godt troværdighedsgivende job, som grønthandleren der på hjørnet råber: ”10 røde æbler, 15 kr. nu”, eller monsteret Kuklinski på TV-skærmen. En Psykopats natur kalder på at gemme sit sande ansigt, bag alt det vi andre opfatter som godt, smukt, varmt og troværdigt.

Richard Kuklinski’s sande ansigt og natur var ukendt for omverdenen i mere end 30 år. I mere end 30 år levede Kuklinski på overfladen et helt almindeligt familieliv med børn, kone, forhave og familiemiddage. Han formåede at skabe og vise os alle sammen alt det, som vi opfatter som troværdigt, autentisk, ægte og helt almindeligt. Men der er intet almindeligt ved Richard Kuklinski, ganske som der intet almindeligt er ved enhver anden psykopat.

Giver dig lige-præcis det du vil have
Psykopaten formår at gemme sig bag velkendte og betryggende roller som hjælper, vejleder, ekspert, velgører og alt muligt andet, som ofte nøje udvælges, fordi det hjælper Psykopaten til at indfange sit offer. For et offer er lige præcis det Psykopaten leder efter. Ikke kun til morderisk at kvæle på sadistisk vis i en mørk baggård, men i den grad for at se, hvad der reelt kan lade sig gøre. Psykopaten er ofte en flittig student af den menneskelige natur og menneskelige reaktioner. Psykopaten leger, eksperimenterer… og bliver bedre og bedre… til at manipulere.

Det er afgørende vigtigt at huske, at en karakter som Richard Kuklinski levede uopdaget i 3 årtier. 3 årtier! Når vi kigger på Kuklinski i dag, og det løber os koldt ned af ryggen og vi vurderer at kunne se ondskaben stråle ud af ham, så må vi aldrig glemme, at han sagtens formår at skjule denne fra os – hvis han vil. Det har han allerede bevist med sikker hånd, at han evner.

Ofte fortæller vi hinanden, at Psykopaten leder efter svaghed og herefter udnytter denne. Men Psykopaten er langt, langt mere nuanceret end dette. Det kan lige så vel være styrke, de leder efter – styrke de så eksperimenterer med, om de kan knække. Psykopatens logik er sort og hvid. Kan hun knække den succesrige forretningsmand må det nødvendigvis betyde, at hun er stærkere end ham. Hun, psykopaten, ser ikke at sejren opstår ved hans mangler og ikke ved hendes styrker. Kuklinski ser ikke, at hans evne til at overmande sine ofrer ikke handler om hans kunnen, men om deres mangler.

At pakke sig ind i et professorat, moderskab, berømmelse eller socialfaglighed kan reelt ikke tilskrives Psykopatens kompetencer – det er os andre, der mangler kompetencen til at acceptere og vurdere, at disse relativt overfladiske ting intet fortæller om vores medmenneskers dybere karaktertræk og grundlæggende motiver.

Ondskab og løgn
Vi lever i en tidsånd hvor forklaringer om årsagen til ditten og hint, er blevet vores hæmsko. En hæmsko som Psykopaten ofte bruger imod os. Jeg havde en gang en samtale med et menneske, som i udpræget grad udviser psykopatiske træk. Vi havde netop en samtale om ondskab, og jeg kom også denne dag, fra den skole jeg endnu engang kommer fra; den psykologiske, med min forklare-alt-vi-kan-syge.

Postulatet fra dette menneske var, at der ganske enkelt, helt uden forklaringer på hvorfor, findes onde mennesker. Tiden, grundige overvejelser og undersøgelse har vist, at dette menneske har ret. Ondskab findes i os mennesker ganske enkelt blot fordi, vi er mennesker. Psykopaten er en mennesketype, hvori denne ondskab trives, næres og vokser. Vi andre prøver at styre ondskaben, kvæle den, begrænse den og fodre de gode sider i os. Ikke psykopaten.

Psykopatens evne til at lyve er ”unik”. Psykopaten besidder en kølighed, der bevirker, at du kan tage denne på fast gerning, i gang med at ”save liget over”, og helt uden udvidede propiller, sved på overlæben, blikket slået i jorden og en lille forandring i stemme siger: ”Det der – det var ikke mig!”

Psykopaten besidder ikke de følelser, der for alle os andre, leder til de herover nævnte følelsesmæssige reaktioner. Ingen frygt der udvider pupillerne. Intet chok der får sveden til at pible. Ingen skam der får blikket til at flakke. Intet pres der kunne få stemmen til at forandre sig. Psykopaten besidder det ikke. Det er vigtigt at forstå. Det er svært at acceptere.

Spillet om følelserne – uden at have noget i spil
Derfor misforstår vi ofte Psykopatens manglende reaktioner, som er de troværdige i deres fortællinger – og vi køber ind, på deres evne til at skuespille visse følelser. Psykopaten opfatter måske, du fornemmer deres utroværdighed – så tænder de for gråden, specielt den kvindelige psykopat… og så tænker vi andre: ”Nå, ok – jeg er ikke sikker på, at jeg forstår det her, men gråd giver mening lige nu – så er det vel ok?”

Vi andre bliver til sidst i så meget tvivl, eller måske ligefrem en af Psykopatens nye forførte disciple, der udlever deres ondskab for dem. Vi forføres til at se deres ofre, som var de psykopaten selv. Det er de ikke!

De fleste mennesker har en uskreven grænse, der siger os, at hertil kan vi gå og ikke længere. Denne grænse har psykopaten ikke. Og det er virkelig svært at forstå. Der er vitterligt ingen grænser. Der er heller ikke rigtig nogle følelser forbundet med, for Psykopaten, når hun eller han overskrider grænserne… for der er jo ingen. Det er os andre der ser grænser, der hvor Psykopaten blot ser muligheder.

Vi andre er de svage og dumme, der høster, som vi fortjener. Psykopaten – hun eller han er faktisk lidt en helt. Den smarte. Den stærke. Den der bedst forstår sammenhængene. Vi andre kunne jo bare tages os sammen – og Psykopaten har jo faktisk også advaret os – vi kunne jo bare lytte bedre efter.

Psykopaten opererer ofte ud fra et ”husk at kom først” princip. Det kan f.eks. viser sig således, at når de lige har ”stjålet af kassen”, skynder de sig at beskylde en kollega herfor. De ved jo, som de eneste, at der er stjålet af kassen, og før eller siden kommer den slags jo frem. Så de indtager ofte rollen som dem der opdager dette, helteagtigt fortæller omverdenen om det….. og tildeler skylden til en uskyldig. Vi andre ser ikke hvad der rammer os, for vi anede jo ikke der var taget af kassen endnu.

Af netop denne årsag trives visse Psykopater eminent i kontakten med Politiet, Retssystemet, Familieafdelingerne, Regionerne, Finanstilsynet og andre centrale instanser i vores samfund. Ofte formår de på den korte bane, at få disse myndighedsautoriteter til at anvende deres magt, baseret på alt for lille et undersøgelsesgrundlag. Herfra sidder de med alle kortene på hånden – for på den ene side har de ”noget” på disse myndighedsautoriteter, og på den anden side udnytter de sindigt en kultur af forfængelighed, der bevirker, at indrømmelser i dette klima, af at blive ført bag lyset, fremstår som værende et værre alternativ end selve døden. Dette er det følelsesregister Psykopaten ofte formår at igangsætte i os andre: Dramaet og det store følelser – liv, død, bedrag, konspirationer og dommedag. Psykopaten slår ikke ud, bliver ikke berørt – de starter blot steppebranden, og alle vi andre ender med at bekrige hinanden. Det lyder måske vildt, når man læser om det her – og ”helt urealistisk”. Men tal med et menneske, der har prøvet dette, de vil kunne bekræfte alle perlerne på denne snor. Pas nu godt på dig selv derude.

Det bedste forsvar
For at kunne beskytte sig mod Psykopatens magiske tænkning og verdensforvridende manipulation, skal vi kollektivt være åbne for, at vi alle er usikre, har brug for bekræftelse. Vi føler os alle skamfulde (Ikke Psykopaten) ved at begå fejl, og vi må indrømme overfor os selv, at vi vitterligt ikke er eksperter i at gennemskue løgnen. Som myndighedspersoner skal vi konfrontere den kultur, vi har for at tage borgernes kritik personligt, at se den for hvad den er, kritik af myndighedspersonen. Ellers er vi åben for manipulation via livsfarlig smiger. Det er lidt ligesom med reklamer: Jo mere vi bilder os selv ind, at de ikke virker på os, jo mere påvirker de os. Vi sænker jo paraderne.

Kan vi det er vi åbne for Psykopatens manipulation. Lad os sige vi sidder med ”en sag” (hvad som helst), der har to sider – den ene side er kritisk mod os, den anden er en blanding af rosende og kritisk – vi må lægge begge sider til side, og kun forholde os til fakta. Alle mennesker kritiserer andre med et formål. Alle mennesker roser hinanden med et formål. Psykopaten har blot ikke noget stop. Ingen grænse. Kun egne interesser for øje – uden skyggen af følelser for dig.

Lad aldrig fortællinger afgøre dine valg. Lad realiteterne afgøre dine valg. Føler du dig forført, overbevist, medrevet eller begejstret. Giv dig selv et øjeblik – se hvad du tænker og føler, når den der gav dig følelsen, ikke er der mere. Måske bare i 20 minutter.

Er du blevet suget med ind i Psykopatens spind…. Så indrøm det. Æd egodøden. Bliv ikke bærer af Psykopatens ondskab – for du styrter med hende eller ham, den dag hun eller han styrter. Forklaringer redder os ikke.

Share Button

Et psykologisk studie i magtsyge, nærmest skrevet i menneskesprog.

Relevans
Hvis din hverdag påvirkes af mennesker og mennesker med magt.

Symptom 3 af 3: Narcissisme
Rosinen i magtsygens pølseende er symptom 3 af 3: Narcissisme. For at skabe klarhed over dette ofte misforståede begreb, bevæger vi os til en begyndelse ”lidt” tilbage i tiden. I tiden hvor verden, ifølge Grækerne, var styret af en bred vifte guder og gudinder. Mytologien og dens fortællinger ligger ofte til inspiration for psykologiens begreber, og narcissisme er ingen undtagelse.

Lad os starte ved begyndelsen
Narcissisme tager udgangspunkt i den Græske mytologis fortælling om Narkissos; en ung og utrolig smuk mand. Han var så smuk at alle, både mænd og kvinder, instinktivt forelskede sig i ham. Narkissos var dog en voldsomt genert ung mand, og det bevirkede at han fremfor at kaste sig i armene på sine mange bejlere, foretrak sit eget selskab – gerne i naturens stilhed.

I skoven mødte Narkissos en dag nymfen Ekko. Ekko var en fantastisk historiefortæller, som var kommet i unåde hos Zeus’ kone Hera. Hera, der var voldsomt jaloux og hævngerrig, bebrejdede Ekko, at Zeus havde affærer med andre kvinder. Heras logik var, at det var Ekkos medrivende historier, der distraherede Hera, og at hun derfor ikke kunne vinde Zeus’ fulde opmærksomhed. Derfor kastede Hera en forbandelse over Ekko, der fratog Ekko evnen til at tale. Heras besværgelse over Ekko kunne kun brydes, hvis nogen valgte at tiltale Ekko først – og selv hvis nogen valgte at tiltale Ekko, kunne hun kun svare tilbage ved gentage tiltalens sidste ord.

En dag, da Narkissos var på jagt i skoven, fik Ekko øje på ham. Hun blev ganske betaget af den unge og smukke fremmede. Hun fulgte efter ham i håb om, at han ville tiltale hende, og han derved ville bryde Heras forbandelse over hende. Narkissos blev på et tidspunkt væk fra sine jagtkammerater, og kaldte derfor på dem: ”Er der nogen?” Ekko svarede straks tilbage: ”Nogen!” Ekko og Narkissos nærmerede sig hinanden ved at fortsætte deres dialog, og lytte til hvor stemmerne kom fra. Da Ekko så Narkissos dukke op i en lysning, kunne hun ikke modstå fristelsen, og hun kastede sig inderligt i Narkissos’ arme. Narkissos veg tilbage i overvældelse og udbrød: ”Jeg vil hellere dø, end at du skal eje mig!” ”Du skal eje mig!” svarede Ekko tilbage.

Skamfuld og voldsomt flov over Narkissos’ afvisning trak Ekko sig tilbage i skovens mest afsidesliggende afkroge. Skammen og kærlighedssorgerne fik Ekko til at forgå og svinde ind, indtil kun hendes knogler og stemme var tilbage. Til sidst blev Ekkos knogler til sten, hvorfor hendes klagende stemme den dag i dag svarer, den der kalder.

Ekko var dog ikke den eneste ulykkelige kærlighed, som Narkissos forårsagede med sin generthed og sine abrupte afvisninger – og det kom til sidst Nemesis for øren. Nemesis hørte de ulykkelige klageråb, som indtrængende bad til, at Narkissos skulle forelske sig og blive afvist.

Nemesis er i Græsk mytologi Gudinden for retfærdighed og hævn. Hendes ubønhørlige vrede vækkes af menneskelig arrogance, som denne series 3:4 indlæg taler meget mere om. Ligeledes tændtes Nemesis’ vrede af menneskets tendens til at forstyrre den naturlige orden. Nemesis forfølger den hovmodige, den onde og den arrogante med ubrydelig og ubønhørlig hævn. Nemesis sikrer undergang over dem, der ikke kan straffes med jordiske love, og retfærdigheden derfor ikke kan ske fyldest.

Nemesis kastede sin forbandelse over Narkissos ved at lade ham se sit eget spejlbillede i en skovsø. Straks blev Narkisssos tryllebundet af sin egen skønhed og forelskede sig hovedkulds i sig selv. Narkissos lænede sig længselsfuldt ned mod sit eget spejlbilede for at kysse og omfavne det. Da gik det op for ham, at han ikke kunne opnå det, han begærende mest af alt. Narkissos udbrød: ”Hvad jeg begærer, er mit. Min rigdom gør mig fattig!” Han trak sig fra al kontakt med omverdenen, og han tæredes langsomt bort i forelskelsen, i sig selv. ”Ve mig!” udbrød Narkissos hver gang realiteterne ramte ham. Ekko, der stadig var forelsket i Narkissos, trods sin egen bortgang, svarede ham altid tilbage, men hun kunne intet gøre for at hjælpe hverken sig selv eller Narkissos.

Selv efter sin død fortsatte Narkissos med at spejle sig i dødsrigets vand, og myten siger, at da man ledte efter Narkissos’ lig ved skovsøen, efter hans død, fandt man ikke hans legeme, men derimod en blomst. En blomst som fik navnet Narcis. En smuk safrangul blomst med store hvide kronblade.

Tag det ikke bogstaveligt
Læser vi mytologiernes historier alt for bogstaveligt, er de en gang usammenhængende og meningsløst vrøvl. Ser vi dem, for det de er: Et forsøg på at overdrage dybere menneskelig indsigt på en forståelig måde, åbner mytologien op for afgørende og vigtige erfaringer gjort igennem generationer. Ved at forstå dem ret, kan vi nemmere navigere i fortællingernes fiktive hovedpersoner, når de optræder konkret og fysisk i vores rigtige og jordiske liv.

Narcissisten optræder hverdag på vores tablets, på TV, i nyhederne, på blogs, på de sociale medier, på arbejde og bag hjemmets fire vægge – og for nogle af os har narcissismen vundet overtaget i vores eget verdensudsyn.

Den magtsyges forbandelse
Den magtsyge narcissist har samme problem som Narkissos. Han eller hun er forelsket i eget spejlbillede. Den magtsyge sidder måske nok ikke ved en skovsø og spejler sig, men det han eller hun ”ser”, er alligevel ret tæt på det Narkissos så. Et spejlbillede er ikke virkeligheden – det er blot en forvrænget, og af lavere kvalitet, gengivelse af noget virkeligt. Det virkelige kan vi røre og opnå – spejlbilledet er uvirkeligt og kan aldrig opnås. Narkissos kunne aldrig omfavne sin elskede: Hans eget spejlbillede. Derfor blev han langsom opslugt og fortæret af den forelskelse, som han aldrig kunne opnå. Narcisisme fører altid til opløsning i sidste ende. Det sikrede Nemesis.

Så når narcissisten opnår magt, og blot ser et forvrænget billede af virkeligheden, siger det sig selv, at der opstår problemer. Et af de afgørende træk ved narcissisme er, at alt hvad narcissisten ser, er en forvrænget gengivelse af narcissisten selv. Narkissos sad ved skovsøen og så på eget spejlbillede. Narcissisten evner kun at se forvrængede gengivelser af sig selv i sin omverden. Den magtsyge narcissist mener, at dem der ligner ham eller hendes selv er ”rigtige”, og at dem der ikke gør, er forkerte. Vi er alle er unikke, men for narcissisten ses andre som en utilstrækkelig gengivelse af dem selv. Derfor vil andre altid skuffe narcissisten henad vejen – vi bliver jo aldrig narcissisten, og narcissisten begærer kun sig selv. Derfor er narcissisten reelt altid alene.

Narcissisten er derfor altid uopfyldt og utilfreds. Altid en smule skuffet. Den magt den magtsyge narcissist opnår, bruges til at modellere omverdenen og andre mennesker i eget selvbillede. Efter eget velbefindende. Dette uden syn for, at der er andet i verden, end dem selv, som man kan være interesseret i.

Konsekvenserne
Det er derfor, vi kan opleve chefen, sagsbehandleren, dommeren, skolelæreren og sælgeren fuldstændigt skånselsløst slagte andre mennesker, uden at fortrække en mine: Han eller hun ser ikke andre. Deres forbandelse er, at de kun ser sig selv. Det giver os andre en helt autentisk følelse og oplevelse af hverken af blive set, hørt, rummet, forstået og passet på, i selskab med narcissisten. Narcissisten viger tilbage, når vi ”rører ved dem”, ganske som Narkissos veg tilbage, da Ekko lidt overivrigt overøste ham med sin hengivenhed.

Det menneske der bærer den barnagtige generthed med sig ind i voksenlivet, bærer potentielt narcissismens forbandelse. De viger tilbage ved menneskelig kontakt. De viger tilbage når andre ”kræver” noget af dem. De reagerer impulsivt og ikke høfligt. Ganske som Narkissos udbrød: ”Jeg vil hellere dø, end at du skal eje mig.” Narkissos besad ikke evnen til at analysere Ekko rigtigt. Han overreagerede på hendes tilnærmelser fremfor at se, at Ekko var i en desperat situation – reelt motiveret af ønsket om at bryde den forbandelse der havde taget hendes talent fra hende: At fortælle historier.

Narcissistens arrogance gør, at han eller hun hæver sig over sig selv, og har derfor ingen chance for at se andre tydeligt. De ser jo end ikke sig selv tydeligt. Derfor vil det narcissistiske og magtsyge magtmennesker altid opløses og forgå under egen vildfarelse. Ofte koster de alle omkring dem alt, ligesom Narkissos’ afvisning af Ekko kostede hende alt. Trods denne konkrete erfaring fortsatte Narkissos sin adfærd uændret, og det kostede herved flere potentielle elskere alt.

Egen lykkes smed
Er mennesker ikke ansvarlige for egen lykke? Er Ekko ikke bare lidt overfølsom? Burde hun og alle de andre ikke bare ”mande sig op”? Og det er da ikke Narkissos’ ansvar, hvad andre vælger at gøre! I krig, kærlighed og business gælder ingen regler – ”grow up and smell the coffee!” – vil nogle måske mene. I denne ”du er din egen lykkes smed tid”, har visse budskaber ikke en nem gang på jord. Men det betyder ikke, at vi ikke skal prøve at få dem over disken, alligevel.

Den magtsyge vil ofte blive mere og mere ufremkommelig, jo mere magt han eller hun opnår. Håret, slipset, nederdelen, kavalergangen, jakkesættet og ansigtsfolderne bliver mere og mere selvsmagende, og adgangen til dem mere og mere besværlig. Ganske som Narkissos valgte at isolere sig selv helt, vil den magtsyge blive mere og mere distanceret og isoleret, jo mere han eller hun bekræftes i eget selvbillede. De vil i deres eget sind fremstå mere og mere ufejlbarlige, og andre vil blot falme tilsvarende.

Af samme årsag formår narcissisten ikke at indse de sammenhænge, hvor deres resultater er båret af andre, held, tidsånden eller andet. Narcissisten ser kun sig selv – som både årsagen, effekten og virkningen i universet. Eget univers. De udøver deres magt set i eget lukkede selvbillede.

Når en narcissist opnår et magtfuldt erhverv, evner han eller hun ikke at erkende, at magten er jobbets og ikke individets. De ser magten som noget personligt, og ikke som det den er, en menneskelig konstruktion. En konstruktion som vi i fællesskab er blevet enige om at efterleve. Politibetjenten vil jo klart erfare forskellen på ”forbryderen”, der trods alt ser sig selv som en del af samfundets aftaler, og den, der ikke gør.

Borgeren vil klart mærke forskellen på den sagsbehandler, der ser sig selv opfylde jobbets samfundsmæssige forpligtelse, og den der ser den givne magt som personlig. Tænk på hvor skræmmende en narcissistisk Landsretsdommer kan være: Urørlig, sort/hvidt tænkende, arrogant og overbevist om, at det der kommer ud af egen mund, er lov. Dette fremfor at forstå, at han eller hun er juridisk forpligtet til at efterleve det ansvar, som samfundet er enige om at give dette hverv.

Konklusion om magtsyge
I virkeligheden er magt for langt, langt de fleste mennesker gift. Dødelig gift. Den sløver vores sanser, og får os til at købe overfladiske budskaber. Derfor ender magten ikke sjældent hos dem, der er villige til at sælge de overfladiske budskaber: De sort/hvidt tænkende. De arrogante og de narcissistisk forstyrrede.

Hera, Narkissos og Ekko er hverken guder, fantasier eller historier. De er kvaliteter i den menneskelig psyke, som vi alle bør forholde os til.

Du og jeg kan alle gøre en forskel. Vi kan lade mod være vores kompas, fremfor lykke, behag og nemhed. Vi kan ”jage” jagten på meningsfuldhed, fremfor på lykken. For lykke kan gøres til et produkt, der sælges os for at bedrage os. Det kan mod ikke.

Det er op til dig.

Share Button

Et psykologisk studie i magtsyge, nærmest skrevet i menneskesprog.

Relevans
Hvis din hverdag påvirkes af mennesker og mennesker med magt.

Symptom 2 af 3: Arrogance
Arrogance viser sig ved, at den arrogante hæver sig over egne kompetencer – ikke kun over andre mennesker. For den arrogante er magt særlig giftig. Dette ganske enkelt fordi ”magten” man besidder ofte sikrer, at den nødvendige og relevante feedback, aldrig når frem. Man bruger helt lavpraktisk sin magt til at kvæle ”forstyrrende” modstand med. Redskaberne, den arrogante bruger, kan være bagvaskelse, juridiske tricks, forførelse, vennetjenester, løgn og kammerateri.

Introduktionen til arrogance kan du læse her (1:4)

Nemt at se, noget andet at håndtere
I magthverv er arrogance relativ nem at gennemskue og påpege. Det gør den dog ikke nem at håndtere; netop fordi den magtsyge og arrogante er villig til at benytte den givne magt til fulde, for at tilegne sig den ønskede personlige vinding. Personlig vinding kan være alt fra penge til mere magt, til at sikre sig, at ”man” ikke mister ansigt. Det, ikke at miste ansigt, er ofte en uhyggelig og underliggende ”driver” hos den magtsyge. Ikke at miste ansigt fører ofte til f.eks. 0-fejls kultur og kulturer, hvor det primære fokus er at placere skylden, skammen og ansvaret udenfor sig selv. I fagsprog vil man sige, at ”det fejlbarlige” projiceres til at være noget, der findes udenfor én selv. Dem, der kritiserer, de ses som ”fjenden” og værende dem, der er fejlbarlige. Bestemt ikke mig eller ”os”.

Jeg dømmer dig i mine egne interessers navn
Lad os tage et tydeligt eksempel. Fra en åbenlys magtposition. En dommer. Sådan én, der arbejder i de danske retssale. Den ikke arrogante Dommer vil se jobbet som et vitalt magthverv, der skal udføres med påpasselighed og grundighed. Adfærden vil være at lytte, undersøge, give tid og stille spørgsmålstegn ved det meste, indtil et tydeligt billede viser sig. Dette for i sidste ende at drage solide og datadrevne beslutninger. ”Det er trods alt afgørende for de mennesker, som træder ind i retssalen”, vil dette menneske tænke.

Den arrogante Dommer vil mistolke hele situationen. Vil se stillingens magt som en personlig magt. Ofte fører det til, at personen selv vil opleve det sådan, at det, der kommer ud af dennes mund, er lov. Dette fremfor at forstå at ”man” er ansat til at bestride et hverv, hvor loven (vedtaget af den lovgivende magt) er det altafgørende grundlag, som ”jeg” skal følge for at udøve mit hverv. Ikke sjældent vil personen gå så langt som at fortolke, at hvis personen laver et par krumspring her og der, så er det i orden – simpelthen fordi personens grundlæggende tankesæt er baseret på værdier, hvor ”man” har hævet sig selv op over egne kompetencer.

Med offentlig myndighed driver ”jeg” egne interesser
Et andet eksempel kunne være en myndighedsperson, der under et eller andet ”fagligt mantra”, vrider og drejer lovgivningen i retning af egne personlige holdninger og interesser. Den ikke arrogante myndighedsperson vil være drevet af at gøre sig umage, sikre sig at lovgivningen, den som ”man” er ansat til at overholde, overholdes. ”Det er trods alt andre menneskers liv, det hele handler om”, vil den ikke arrogante grundlæggende tænke. Men når vi har hævet os over egne kompetencer, kan vi ikke længere mærke os selv eller andre. Ej heller de konsekvenser vores adfærd har på andre.

Hævet over loven
Når mennesker arrogant hæver sig over egne kompetencer, er det ikke kun de personlige kompetencer, der er i spil. De givne kompetencer er også i spil. Derfor vil politibetjenten, direktøren, dommeren, sagsbehandleren, anklageren eller sælgeren ligeledes hæve sig over den lovgivning (givet kompetence) som regulerer det område, personen er ansat til at varetage.

Den arrogante lever med en dybere følelse af retfærdiggørelse, når de bryder loven. Man ser sig selv større end, man er – større end loven og reglerne. Ser sig selv som værende på en større mission, som retfærdiggør det syn, som den arrogante har på andre. Den arrogante er hævet over andre. ”Ser tingene oppe fra og ned”, som vi så ofte hører os selv og hinanden udtale.

Det betyder, at den arrogante er en eminent løgner. Her er ingen udvidede pupiller, øget hjerterytme, urolig tale, skam eller indre konflikt at spore. For der er ikke nogen (skam). Den arrogante oplever altså selv, når personen lyver (ikke hvis), at løgnen er retfærdiggjort. Derfor er den arrogantes løgne ofte svære at spore. Dette er afgørende viden, i mødet med den arrogante.

Magt og arrogance
Når magtsygens første symptom: ”Sort og hvidt tankesæt og verdenssyn” blandes sammen med det andet: ”Arrogance” – opstår en helt ny tilstand. Lad mig give et helt andet eksempel, der ret tydeligt beskriver denne tilstand.

I USA er det lovligt, under visse omstændigheder, at bære et våben – dette med f.eks. selvforsvar for øje. Et våben er et magtmiddel. Med et enkelt tryk på aftrækkeren er våbnets ejermand herre over liv og død. Det menneske, der står på den anden side af aftrækkeren, er ofte fuldstændigt overladt til ”the gun-mans” nåde og vurderinger. Lad os kigge lidt nærmere på ”the gun-man”. Lad os sige, det er en gennemsnitlig mand, med gennemsnitlig intelligens, gennemsnitlig uddannelse og et sted mellem 30 og 50 år gammel.

Gennemsnitlig ganske enkelt for at ramme det menneske, som ligner de fleste andre. Den her mand har aldrig trænet selvforsvar. Han har ingen kompetencer, når det handler om at bedømme afstand under nærkamp. Fordi han er gennemsnitlig, har han heller ingen personlige erfaringer med den type stress, som højkonflikts-konfrontationer kan skabe. Han kender ikke til hvordan ekstremt høje doser af adrenalin, påvirker kroppen, sindet og sanserne. Han kender altså hverken denne type situationer, eller hans egne reaktionsmønstre i sådan situationer. Det er fair at sige, at hans våbens magt, er en magt givet ham, som er langt over hans kompetenceniveau.

Så kommer dagen, hvor han bliver en del af en højkonflikts-konfrontation. En vigtig del af konflikten er, fordi han er så uerfaren omkring hans egne mønstre i konflikt-konfrontationer, at han ikke ser, at han faktisk selv er hovedårsagen til, at konflikten bliver til en konflikt. Han aner ganske enkelt ikke, hvordan man konfliktnedtrapper, og han er blind for hans egen konfliktskabende adfærd.

Fordi han har sit våben, ved sin side, helt tæt på kroppen, hæver han sig over egne kompetencer i hans måde at vurdere konflikten og modparten på – han sætter sin lid til våbenet. Han ser våbenets magt, som hans personlige magt. En lille metaldims (våbnet), der er så enormt magtfuldt får hans magtsyge til at blomstre i fuldt flor. Han formår på ingen måde at vurdere sig selv, modparten, situationen eller lovgivningen for selvforsvar i situationen – og han ender med at tage den andens liv. Han udøver den ultimative magt.

Bagefter ser vi magtsygens misbrugende tendens. Han forsøger ganske enkelt at undslippe konsekvenserne af egen adfærd, baseret på arrogante vurderinger. Han søger at undslippe straf. Han søger at udnytte loven for selvforsvar, som undskyldning for hans manglende kompetencer. Og det betyder, at han ikke kun misbruger magt overfor sit offer, men også overfor offerets familie og andre menneskers retsfølelse.

Magt givet til mennesker, der klart overstiger deres kompetenceniveau, er et juridisk dræbende våben. Og dette er helt centralt for magtsygens andet symptom, arrogance: Mennesker, der hæver sig langt over egne kompetencer.

Om han bliver straffet herfor eller ej. Hans adfærd og valg kan ikke tages tilbage. Alt herfra er en eller form for kompensation. Situationen kunne være forbygget, hvis magten givet via en våbentilladelse, også afkrævede implementeringen af relevante kompetencer. Kompetencer, der forbereder mennesker til at håndtere den magt, som et våben øjeblikkeligt lægger i vores hænder.

Omkring os hele tiden
Netop i tiden har f.eks. Mikkel Fyhn Christensen, fra Berlingske Media, bidt sig fast i en ulykkelig situation om udpræget magtsyge fra Frederiksberg Kommune. Morten Spiegelhauer, med flere, har for kort tid siden bidt sig fast i en grotesk sag om skattesnyd i milliardklassen. Det vrimler med afsløringer af bl.a. hvidvaskskandaler i landets store banker, kammerateri i forsvaret og en milliardærs syge pædofili.

Alligevel vælger mange af os at tænke, de første mange, mange gange, når vi hører om magtmisbrug og embedsmisbrug, at individerne der præsenterer dem, er tossede konspirationstosser med psykiske diagnoser og stanniolhatten trukket godt ned over øjnene. Dette er et af den magtsyges store talenter: Forførelse. Forførelse til at få os alle sammen til at tro, at realiteterne er løgnen, og at løgnen er realiteterne.

Yderst talentfuld
Et udsøgt talent i forførelse og fornægtelse er tilstanden, der opstår, når det sorte og hvide tankesæt blander sig med arrogance. Det er en meget overbevisende tilstand, der er yderst effektiv i disse X-faktortider. X-faktortider som udtryk for, at alt går hurtigt, og vi derfor har en tendens til at dømme sandhed og løgn baseret på menneskers her-og-nu præstation. Reelt ved at kigge på ”lakken” og ikke den baggrund som ”lakken” er smurt på. Ikke på solide data vedr. personen eller situationen. Det sorte og hvide tankesæt gør (symptom 1 af 3), at den magtsyge kan lyve uden at vise nogle tegn overhovedet herpå, og arrogancen (symptom 2 af 3) gør, at personen udstråler en selvtillid, der bevirker, at vi instinktivt tænker, at det må være sandt, hvad  der bliver sagt. Men den magtsyge er ubekymret, og giver os blot det vi gerne vil høre, for at de fortsat kan udøve den magt, som de er blevet så syge af at besidde.

Vi dømmer den magtsyge ud fra, hvordan vi selv opererer i verden, fremfor at være åbne for, at andre mennesker orienterer sig, og opfører sig, på deres helt egen måde. Ikke nødvendigvis på ”vores” måde.

Diagnosen stilles ikke
Når vi lever vores liv. Når vi går på arbejde for at passe vores job. Når vi træder ind i retssystemet for at opnå retfærdighed – så møder vi til tider den magtsyge, eller det system, der er gennemsyret af magtsyge. Ofte kan dette fortsætte i årtier, fordi mange af os ikke kan overkomme tanken om, hvad det reelt er for en verden, vi lever i.

Vi gør ingenting, indtil vi selv, helt konkret, står i en situation, hvor vi mærker magtsygen på egen krop. I en tid hvor vi helt alvorligt tror på, at vi udelukkende er vores egen lykkes smed, vil offeret for den magtsyge fremstå som svag, kompetencefattig og ofte blive mødt med samme tabu-frygt, som havende en dødelig og smitsom sygdom. Individet isoleres, så vi andre kan leve i en virkelighed, vi kan holde ud – fremfor den datadrevne virkelighed.

Konsekvenserne
Du mister dit job, fordi du ikke er villig til at give det ”Rynkeby sponsorat”, som den offentlige forvaltning kræver af dig, for at du kan få ordren.

Du mister dine børn, fordi du ikke har venner i forvaltningen, som skylder dig en tjeneste.
Du mister livet, fordi en anden er blevet en dødelig magt, der langt overgår personens evne til at vurdere konfliktsituationer.
Du fratages din integritet, fordi du siger tingene, som de er.
Du kaldes landsforræder, fordi du påpeger hvor landets magtelite bryder lovgivningen.

Magt er et våben, som lagt i de forkerte hænder er dødeligt. Det er altså helt afgørende, hvis du ønsker at skabe resultater i livet, at du forholder dig til magtsygens reelle plads i verden.

Som jeg allerede skrev i del 1:4, så er en blogserie om magtsyge ikke ”easy-listening” eller motiverende læsning. Men den er fuldstændig afgørende læsning.

Det er helt sikkert, alt for ofte, at det vi ikke ved, skader os. Uvidenhed er ikke lykken. Magtsyge er en reel ”kraft” i verden, der er mere udbredt, end vi har lyst til at erkende. Vi må stå sammen om at udfordre den, hvis vi ønsker at inddæmme den.

Med ønsket om din og min frihed

Christian Campbell

Share Button

Et psykologisk studie i magtsyge, nærmest skrevet i menneskesprog.

Relevans
Hvis din hverdag påvirkes af mennesker og mennesker med magt.

Symptom 1 af 3
Hvis du har læst det første blogindlæg, ved du, at symptom 1 af 3 den magtsyge udviser er, at deres verdenssyn er sort eller hvidt (1:4). ”Alt” er dem og os. Rigtigt og forkert. Muligt eller umuligt. Men det er ”kun” overfladen af problemet.

Når vi mennesker er inficeret med magtsygens høj-effektive virus, vil vores sort og hvide tankesæt resultere i, at vi for alt i verden ikke vil indrømme vores fejl. Der er kun rigtigt og forkert her i verden, og ”jeg er i hvert tilfælde rigtig, ikke forkert”. ”En indrømmelse” er et nederlag, og ved nederlag ”mister man jo ansigt”. Følelsen af nederlag bliver altoverskyggende, og noget ”man” for alt i verden bør undgå.

Vi ser det hver dag
Hvorfor kan vi nærmest dagligt se f.eks. myndighedspersoner benægte egne og hinandens fejl, til sidste bloddråbe? Hvorfor ikke indrømme fejlene, slå en streg i sandet, få fikset problemet og alle kan komme videre i livet? Det kan nogle gange være svært at følge den magtsyges logik, men der er en ”logik”. Om end den er ”noget” anderledes og langt fra rationel, sammenlignet med hvordan alle vi andre ser verdenen.

Grunden til at f.eks. myndighedspersoner, med magtsyge, ofte fornægter realiteterne hårdnakket er, at en indrømmelse ville være det samme som at vedkende sig, hvordan ”tingene” grundlæggende er i virkeligheden. Sådan tænker det sort og hvide tankesæt. Har vi først indrømmet én fejl, vil det i den magtsyges univers betyde en anerkendelse af, at ”problemet” er et ægte problem. Fornægtes fejlen, er det som den magtsyge selv tror på, at nu findes den ikke.

Man fornægter det nære problem, for at undgå den præcedens indrømmelsen vil danne og have, på alle mulige andre fejl. Så hellere benægte det åbenlyse massivt, for at undgå indrømmelsen af det grundlæggende og bagvedliggende mønster. Og selvfølgelig ligger der et mønster bag: Den magtsyge var ikke anderledes i går, og bliver det heller ikke i morgen. Personen er syg – magtsyg.

1, 2, 1, 2 højre, venstre sutsko
Ligesom man ikke kan forvente, at det højre ben spænder ben for det venstre – kan man heller ikke forvente at den ene silo i en organisation, drager den anden til ansvar. Hvis den angribes udefra vel at mærke. Backoffice medarbejderen har intet job uden sælgeren, så selvom de kan konkurrere voldsomt internt, vil de ofte står sammen udadtil.

Dog er det helt tydeligt, at det sort og hvide tankesæt har meget trænge vilkår på et konkurrenceudsat ”marked”. Konkurrence betyder ofte, at organisationen vil rykke og udvikle sig, fordi de er direkte afhængige af deres relationer til deres kunder. Kunderne kan bevæge sig væk, ved at vælge en anden leverandør, få andre til at gøre det samme og derved ramme organisationens grundlæggende ønske: Omsætning. Den magtsyge har ofte (ikke altid) en besværlig karriere her.

Som blommen i et æg
Magtsyge trives langt, langt bedre i miljøer, hvor målsætningerne er ukonkrete. Det ses i f.eks. politik, hvor “passion” er central. Vi vælgere baserer ofte vores politiske holdninger på passion, og passion er ukonkret. Hvis “politikeren” er dygtig til at fodre vores passion, er vi ofte villige til at se bort fra de faktuelle resultater. Dette fordi politiske resultater ofte pakkes ind i fortolkninger. Oppositionen mener regeringen har begået løftebrud. Regeringen synes selv, de gør det fantastisk – og vi som passionerede disciple vil gå langt, for at bevise vores passion er konkret. Hvem har ret? Derimod: Købte Hr. Hansen sin knæoperation hos os, eller nogle andre? Det er meget mere konkret. Meget mere målbart.

Politisk ledede organisationer
Når ledelsen i en organisation er politisk, går der helt andre mekanismer igang. Når de ansvarlige er politikere, eller mennesker med et politisk kompas, åbnes sluserne op for det magtsyge menneske. Det sort og hvide tankesæt trives bedst i et lukket kredsløb, hvor den ”lovgivende magt”, den ”udøvende magt” og den ”dømmende magt”, reelt har samme ledelse, og derfor bor under samme tag. En sektor f.eks.

Når ægget er revnet
I store børsnoterede selskaber, fordi virksomhedsstrukturen er blevet så kompleks, kan den magtsyge også tage over. Er aktiekursens succes det primære fokus, kan stærkt negateret adfærd overfor andre mennesker ofte retfærdiggøresretfærdiggøre. Det resulterer i, at “man” dyrker magtsygen og ligefrem understøtter den. Konsekvensen er at den feedback, der vinder mest indpas i virksomheden, er den, der kommer indefra. Ikke den man kæmper for, når “kunderne” kan vælge en fra.

Det kunne være et stort teleselskab, der reelt lever af at fastholde deres kunder, er blevet mest fokuseret på interne procedurer. Man glider stille og roligt ind i en fortolkning af forretningen, som værende centreret omkring f.eks. effektive IT-systemer. Teknikeren, administratoren og den IT-kyndige projektleder ser verden i sort og hvid, fordi deres fokus er teknisk orienteret, og magten glider stille og roligt over mod hvad de ser – trods kunderne – dem der leverer omsætningen, ser noget helt andet – når det gælder om at vinde deres loyalitet.

Den politisk ledede organisation kan ende i en tilstand, hvor man er helt indifferent overfor “kundernes” verdenssyn. Det er den offentlige forvaltning eller instans, som borgerne ikke kan vælge til eller fra, der begynder at orientere sig mod eksempelvis medarbejdernes karriereønsker eller personlige overbevisninger. Dette på bekostning af den serviceopgave de oprindeligt er pålagt at varetage. ”Kunden” kan hverken stemme, klage, kommunikere eller forhandle sig til at blive hørt, for kunden er for organisationens magtsyge magthavere ikke en prioritet.

Det sort og hvide tankesæt reagerer på enkeltsager, ikke på større sammenhænge. Det er derfor, at det ofte er enkeltsager, der kan skabe offentlig opmærksomhed, der får den politiske ledelse til at reagere. De reagerer ikke for at fikse problemet, men får at få lukket ”det ned”, og hurtigt muligt at vende tilbage til business as usual – og samtidig vinde personligt på sagen. Pyt med sagen. “Jeg” er den vigtige.

Først forsøger den magtsyge at kvæle problemet. Virker det ikke – slår ”man” stort brød op vedr. enkeltsagen, og så ser nu ud som om, at ”noget” er blevet fikset. Men fordi det er en enkeltsag, så er intet reelt fikset. ”Kunden” er blevet brugt til at drukne ”kunderne”. Nye navne, nye logoer og nye markedsføringsstrategier. Samme dyr. Ny udklædning.

De grimme sider
I et magtsygt, sort og hvidt funderet tankesæt, er alt rimelig simpelt. Den grundlæggende præmis er et verdensudsyn, der baseres på absolutter. Man vinder eller taber. Man er stærk eller svag. Man er dum eller klog. Den magtsyge føler at nuancerede tanker, er et tegn på manglende karakter og beslutningskraft. Ofte blive den magtsyge voldsomt utålmodig i sammenhænge, hvor andre ønsker at se nuancerne og mulighederne. Den magtsyge bruger sin magt aktivt til at ”kvæle” dem, der er nuancerede. Derfor lever de magtsyge ofte i en virkelighedsopfattelse, hvor de dagligt ser bevis for, at det de tænker og gør, er rigtigt. ”Det virker jo”.

Fordi der kun er én vinder, og utallige tabere i det magtsyge sind, er villigheden til at gøre alt for sejren, i deres egne øjne, en beundringsværdig kvalitet at besidde. Mennesker, den magtsyge kan få til at gøre hvad som helst, kan gå an. Mennesker der ovenikøbet villige til at gøre hvad som helst, for at sikre den magtfulde magtsyge sejren, er inde i varmen. Indtil de ikke er det mere.

Reglerne baserer sig helt simpelt på sproglige forudsætninger som: ”Den kloge narrer den mindre kloge”, ”hvis ikke vi gør det, er der nogle andre, der gør det” og ”målet helliger midlet”. Det siger sig selv, at magten ofte centreres om de mennesker, som er bygget af en række personlighedstræk, der udspringer af den sort og hvide tankegangs simple absolutter.

Der findes noget langt mere effektivt
Verden er ikke sort og hvid. Det betyder også at det sorte og hvide tankesæt, i en vis graduering, godt kan fungere, uden det krydser grænsen for magtsyge. Men sort og hvidt tankesættet er ikke det mest effektive.

Hvad var den reelle revolution ved smartphonen? Det sort og hvide tankesæt ville mene noget i retning af: ”Telefon, browser og iPod samlet i én enhed.” Det er sandt, det var bestemt en del af revolutionen. Men der skete alt muligt affødt af dette. Musikindustrien blev påvirket. Vores livstil blev påvirket. Teleselskaberne blev påvirket. Kameraindustrien blev påvirket, og sådan kunne vi blive ved.

Det den magtsyge ofte mangler, er den empatiske evne til at beskæftige sig med hvordan ”vores” idé, produkt, ydelse eller adfærd påvirker andre – hele vejen rundt. Det sort og hvide tankesæt er ofte kortsigtet, ikke nødvendigvist uintelligent.

Det sort og hvide tankesæt alene gør ikke et menneske magtsygt, både symptom 2 og 3 af 3 skal også i spil: Arrogance og narcissisme. Men kortsigtet tankegang og absolutter er ofte et afgørende bevis for magtsygen.

In business, i omgangen med hinanden (mennesker), i venskaber, i kærlighedsforhold og i forælder/barn relationer, er den mest effektive tilgang nuancer. At lytte og tale. At mærke og tænke. At elske og trække sig. At nyde og at give. At træde tæt på og tåle afstanden. At give og tage plads.

Sammensuriummet af dette er opmærksomhed. At se sine kunder, sine medarbejdere, sine venner, sine børn, sin elskede og sine borgere tydeligt. Magtsygen kvæler mennesker og nærer monsteret.

Med ønsket om din frihed.

Christian Campbell

Share Button

Et psykologisk studie i magtsyge, nærmest skrevet i menneskesprog.

Relevans
Hvis din hverdag påvirkes af mennesker og mennesker med magt.

Grundlæggende om magtsyge
Jeg tænker, det er rimelig åbenlyst at en blog-serie om magtsyge, hverken er feel-good eller ”easy-listening”? Den vil nok heller ikke ”pumpe dig op” og løfte din energi til nye højder. Den læner sig nok mere over i noget læring og konfrontation. Spørgsmålet er jo altid ”bare”: ”Er uvidenhed virkelig lyksalighed, eller skader det, vi ikke ved os i virkeligheden i udsøgt grad?” Skal vi underholdes eller uddannes?

Det mest skræmmende ved magtsygen er nok, at man ikke lige kan se hvem, der er smittet via overfladiske tjeklister. Den magtsyge har ikke særligt tætsiddende øjne eller en sort streg i panden. Den magtsyge er et menneske, der ligner et menneske – ganske som dig. Helt og aldeles ligesom dig. Vi er altså alle i samme båd, med det her!

Magtsyge ses i alle sammenhænge, fra den lille familie på 3 til de helt store politiske linjer.

Vi konfronteres dagligt med hvidvasknings-, skatte- og kommunale skandaler og tænker på finurlig vis stadig: ”ja ja, der er nok noget galt med dig”, når et medmenneske åbner munden og fortæller historier om magtsygens håndgribelige konsekvenser. Vi ønsker simpelthen ikke at skulle sluge virkeligheds-bidder, der er større end behageligt. De fleste af os fortrækker (selvfølgelig), at livet kan glide ned som en flydende, lunken og overskuelig masse. Derfor er det ”bare” langt nemmere at se på hinanden som enkeltstående og konspirerende tosser, fremfor at skulle konfronteres med, at det tossede rent faktisk foregår. Dette på langt større skala, end hvad det enkelte individ kan præstere at fantasere og konspirere sig frem til.

Det her indlæg – det første af i alt fire – ser på diagnosen magtsyg og nogle af de helt grundlæggende symptomer. De tre næste indlæg går ”mere til stålet”, og kommer med helt konkrete og virkelighedsnære eksempler på, hvordan magtsygen ser ud, udøves og vel-trives rigtig, rigtig mange steder i vores samfund og liv.

Lad os komme igang
Vi mennesker er grundlæggende dårlige til at se og gennemskue bedrag. Vi tror ofte, at vi er helt vildt gode til at gennemskue bedraget, og vi provokeres voldsomt af at blive konfronteret med følgende faktum: Vi stinker til det (også dig). En af magtsygens følgesvende er løgn og det nævnte bedrag, og dette er af helt afgørende vigtighed. Den magtsyge er ofte verdensmester i at gennemskue andre menneskers behov, og give os lige præcis det, vi gerne vil have. Derved at få os til at overgives os til deres ideologier og idéer. Ofte er prisen herfor langt højere, end det den magtsyge tilbyder som “betaling”.

Den magtsyge ligner altså, pga. deres evne til at give os det vi gerne vil have, ofte os selv på skræmmende vis. Det er lige præcis derfor, at den magtsyge ofte kan gå i årtier og udvise symptomerne, uden at blive ”diagnosticeret”.

Diagnosen: Magtsyg.
Som gældende ved enhver anden farlig sygdom korrumperes patienten af magtsygen. Den både dulmer og ændrer vores sansers funktionsniveauer. Den forstyrrer vores generelle tilstand, og den påvirker vores dømmekraft negativt. Den trækker vores opmærksomhed indad mod lindring af sygdommens symptomer, og det farver i den grad vores adfærd overfor andre. Men magtsyge er ikke en somatisk sygdom, det er en psykologisk sygdom. Den er altså ikke fysisk som influenza, men læner sig mere opad psykiske sygdomme. I virkeligheden mere opad personlighedsforstyrrelser.

Magtsyge er også i familie med misbrug. Både fordi den magtsyge notorisk misbruger sin magt, men også fordi den magtsyge står i et afhængighedsforhold til “det at have magt”. Det får den afhængige til at misbruge magten i sig selv. Til at misbruge andre mennesker – for at manifestere sin magt og derved få det næste ønskede magt-fix. Den magtsyges psykologiske udsyn ændres eskalerende i sygdommens perverterede retning, som direkte konsekvens af hvad magten gør ved ham/hende. Det kan siges sådan, at den magtsyge ikke kan rumme magten.

Den magtsyge kan f.eks. have en oplevelse af at være alvidende, fordi personen i en længere periode har kunne udøve sin magt ved at fjerne, kritisere og nedgøre de klartseende mennesker, “man” omgives af i hverdagen. Mennesker, der på en eller anden måde har udfordret den magtsyges udsyn, eller har påpeget at den magtsyge rent faktisk er invaderet af en ”frygtelig virus”. En ”virus” der agerer nedbrydende på alle de ”celler” i kroppen, der normalt evner at se verdenen, som den er – fremfor at understøtte det udsyn sygdommen advokerer for.

En del af den magtsyges udfordring er, at han/hun har bidende svært ved at indse, at han/hun er syg. Det er ofte en lang smertelig, krævende og konfronterende behandling, som en helbredelse kræver. Derfor er det ofte en udfordring at komme sig. Magtsyge i sin fremskredne form, er ofte autoimmun.

3 klassiske symptomer på magtsyge
Magtsyge er en kompliceret sygdom, som har mange facetter og mange ansigter. Men de 3 følgende symptomer viser sig stort set altid i den magtsyge. Om den magtsyge f.eks. er højt intelligent eller ej, det vil selvfølgelig farve billedet, og hvordan symptomerne viser sig. ”Kommunikerende” kan f.eks. både betyde god til at kommunikere, men kan også betyde at personen blot taler uafbrudt.

Symptom nr. 1 af 3: Sort eller hvidt
Den magtsyge har altid (mindst) to sider. Den side vi ser, når den magtsyge får sit magt-fix og derfor er ”tilfreds”. Ofte charmerende, interesseret, nærværende, kommunikerende og rummelig. Og den anden side når den magtsyge er grebet af sine magt-abstinenser, og derfor er grænseoverskridende, dominerende, intrigant, ekskluderende og hensynsløs. Folk der ikke er magtsyge har selvfølgelig også nogle af disse træk, men hos den magtsyge er skiftet mellem de to sider papirtynd. Klik, klik – fra hvidt til sort på et splitsekund – og tilbage igen når du endelig makker ret. De fleste almindelige mennesker bliver manipuleret herved, ganske enkelt fordi vi ikke kan nå at omstille os ligeså hurtigt, som den magtsyge evner.

Eksempler
Lederen, der på få sekunder skifter mellem hård kritik og anerkendelse.
Forælderen, der på få sekunder går fra skæld ud til omsorg.
Sælgeren, der på få sekunder går fra tilbydende til kritiserende.

Symptom nr. 2 af 3: Arrogance
Arrogance er en lidt ”finurlig” størrelse. Ofte bruges begrebet som et mod-angreb, når andre har en attitude, vi ikke bryder os om. Men arrogance er i bund og grund en psykologisk indstilling, som til tider kan udtrykke sig ved en højrøvet adfærd. Men arrogance kan udtrykke sig på så utroligt mange andre måder også.

Helt grundlæggende er arrogance en psykologisk tilstand, hvor vi hæver os over egne kompetencer. Til tider kan det være relevant at hæve sig over andre mennesker. Lad os sige du indgår i en sammenhæng hvor én eller flere personer omkring dig, af guderne skal vide hvilke årsager, forsøger at ”trække dig ned” og holde dig nede. Her er det relevant at hæve sig over disse mennesker, få dem skubbet fra dig og få stoppet deres angreb.

Det kan også være relevant at sætte dig under andre mennesker. Et eksempel kunne være en situation, hvor en anden besidder en vigtig viden og /eller kunnen, som du gerne vil lære at beherske. At sætte sig i et lærer/elevforhold er relevant, for at læringen bliver så effektiv som muligt. Læreren er autoriteten. Eleven er den ”underdanige”. Dette forhold kan for en periode være frugtbart.

Men, når vi psykologisk hæver os over eget kompetenceniveau – fagligt som personligt – opstår der en ekskluderende tilstand, som er giftig, når den opstår i et menneske, som besidder en eller anden form for magt over andre menneskers liv. Et menneske der uvidende, overfladisk og ureflekteret vurderer sig bedre end andre, og bedre end det reelt er, så kan vi kalde dette menneske arrogant. Dette kan udtrykke sig på utallige måder.

Eksempler
Den personligt dysfunktionelle sagsbehandler, der bilder sig selv ind, at de hjælper andre, imens de reelt skader andre.
Politibetjenten der tror, at ordene der kommer ud af dennes mund, er loven.
Terapeuten, der reelt tror at vide, hvordan andre bør leve deres liv.

Symptom nr. 3 af 3: Narcissisme
I tidsånden lever der en kliché om, at troen på sig selv har nærmest magisk indvirkning på omgivelserne. Det kan derfor virke en smule kontroversielt at udfordre dette, ikke desto mindre og lige præcis derfor, er det yderst relevant at sparke lidt til denne overtro.

”At tro på” er forbeholdt de højere magter. Ikke dig og mig. Kan vi via vores adfærd vise os selv, at ”man” kan have tillid til vores evner og kompetencer, så er det helt fint. Blander vi det med modet til også at evaluere de situationer, hvor vores evner ikke slår til (anti-arrogance), så vil jeg påstå, vi er psykologisk sunde mennesker.

Om du eller jeg ”tror på os selv” eller ej, så står solen stadig op i morgen. Om vi lykkes eller fejler, om vi er lykkelig eller ulykkelig, så gør det grundlæggende ingen forskel for andre end os selv – og vores børn hvis vi har ”sådan nogle”.

Den magtsyge har en tendens til at forelske sig i sig selv, og derfor overfortolke egen vigtighed. Den magtsyge tror at troen på sig selv ”rykker ved universet”, og overser herved hvor vigtige dyder som flid og selvrefleksion er. Den magtsyge arbejder på selvtroen, mere end han/hun arbejder på at øge den tillid, andre har til dem. Den magtsyge fokuserer på egen succes, og finder det svært at forstå, at andres succes er lig med deres succes. Evnen til at skrabe penge til sig, forfører ofte den magtsyge til at tro, at han eller hun er rigtigt på den i sin svulmende selv-tro.

Det narcissistiske symptom bringer den magtsyge tilbage til fordoms tid, hvor mennesket helt alvorligt troede på, at jorden var centrum i universet. Dette psykologisk baseret på, at det jo er på jorden JEG/VI bor, så derfor må jorden naturligvis være universets centrum. En relativt umoden tankegang. Har data senere vist os!

Eksempler
X-faktor deltageren der mener at skulle udtages til live-shows, fordi han/hun drømmer om at blive berømt.
Mennesker der mener, at fordi de har en mening om politik, at så ved de noget om politik.
Folk der shopper, fordi de så fortæller sig selv, at pengene begynder at flyde ind med positivt fortegn. Tesen er: ”At bruge penge tiltrækker penge”.

Konklusion
Både du og jeg bærer lidt af disse 3 symptomer i os, men den magtsyge bærer alle 3 i fuldt flor.

Som den opmærksomme læser allerede ser, så kendetegnes den magtsyge også ved, at disse 3 symptomer står i forlængelse af eller ovenpå hinanden. Det sort/hvide tankesæt farver arrogancen. Narcissismen farver det sort/hvide tankesæt og så frem deles.

I de næste 3 indlæg vil jeg konkretisere hvordan disse symptomer udspiller sig i livet, ”in business” og i politik. I alt fra den lille familie på 3 til de større og meget indflydelsesrige lag i vores samfund.

Den magtsyge er blevet givet, eller har taget magt over andre. Magt er fuldstændig i orden. Jeg vil påstå den er nødvendig. Men magtsyge – nej tak.

Med ønsket om din frihed.

Christian Campbell

Share Button

Ledere for skyld for mange ting, og i disse dage er det meget moderne, at tale om den psykopatiske leder. Det er knapt så ”in” at tale om den psykopatiske medarbejder. Og det er interessant, eftersom de procentuelt fylder mere i organisationen, og har en (mindst) lige så destruktiv indvirkning. De er ofte mestre i at gemme sig, og slipper alt for tit afsted med deres giftige spil.

En jovial diktator

Hun var smilende. Tydeligt en person som de andre havde deres sanser rettet mod. En uofficiel ”ledende” kraft i gruppen. Erfaren, velformuleret, umiddelbart fagligt stærk og med det interne netværk i orden. I bund og grund en jovial kollega….. på overfladen. Over tid viste det sig dog tydeligt, at hun på en skræmmende og sofistikeret facon spillede kolleger, ledelsen og andre involverede ud mod hinanden. Folk blev manipuleret på det groveste via sladder, kritik, beskyldninger og intriger. Da hun blev ”luret” af en leder, blev først lederen angrebet. Da det ikke virkede blev kollegerne, uden deres vidende, involveret. Så fik lederen en tur mere. Jeg blev forsøgt brugt. Den øverste ledelse blev involveret. Og så blev navngivne kolleger angrebet. Intet virkede, i denne omgang – og så vendte hun tilbage til sit joviale selv, og bestrider den dag i dag stadig sit job.

Dette er en historie fra den virkelige verden. Den er selvfølgelig ikke, i sin ekstremitet, noget jeg ser hver eneste dag, men tendensen og metoderne er mere udbredte, end mange regner med. Og mange glemmer også, at så længe denne type mennesker får hvad de vil have, så er de mørkere træk meget, meget svære at identificere. De er dog stadig, i den grad, i spil.

Fordi de involverede parter efterfølgende er mere optaget af at ”slikke deres sår”, og få fundet deres fodfæste igen, er der ingen der orker at bruge energi på ret meget andet. Det er i bund og den største udfordring en leder har i disse situationer; hvordan får ”man” energi, trivsel og tillid tilbage i gruppen? En gruppe hvor individet ofte lukker sig om sig selv, så længe den karakterafvigende kollega stadig har sin daglige gang i organisationen.

Hvorfor ”slipper” de afsted med det?
Et andet talent den psykopatiske medarbejder ofte bestrider, er en utrolig kreativitet, når det kommer til at kunne gemme sig og smyge sig “uden om”. Konsekvensen bliver ofte, at ledelsen ikke føler den har ordentlige argumenter for en afskedigelse, med mindre personen er taget med ”fingrene i kagedåsen”.

I et meget kompliceret spil, som det karakterafvigende er, er det lidt lettere at identificere, når lederen spiller dette ulækre spil. Lederens indflydelse har åbenlys indvirkning på det samlede hele. Men når disse kræfter slippes løs hos mennesker, der ikke har den officielle magt, bliver endnu sværere at påpege og identificere deres reelle dagsorden.

Lad os kigge på en ”helt almindelig” organisation. Lad os sige der er 500 ansatte. Og for at gøre det hele nemt, så lad os sige, at direktionen har 6 medlemmer. Derudover er der 45 mellemledere. Det giver 51 ledere og 449 medarbejdere. Ryster vi posen med generelle tal, så siges det at op mod 10% af alle ledere har karakterafvigende træk, og 2-3% af befolkningen generelt har disse træk. For at ikke at overkomplicere matematikken, så giver det 5,1 karakterafvigere i den samlede ledelse, og 13,47 i medarbejdergruppen. Det resulterer i ca. 2,5 gange så mange med disse træk udpræget i medarbejdergruppen, sammenlignet med ledelsen.

Prisen
Både menneskeligt og økonomisk koster denne personlighed alt, alt for meget. Med evnen til at projicere egne mangler ud i andre. Efterlade andre med en solid følelse af at være forkerte. Evnen til at skabe splittelse imellem andre, også dem der normalt holder sammen. Med en solid næse for magt og magtspil, og ikke mindst en stort set slukket moral, er håbløsheden og følelsen af overgreb ofte overvældende i andre. Det bevirker selvfølgelig, at mennesker omkring disse personligheder mistrives og deres fokus spredes over flere ting – ofte med en klar oplevelse af, at “man” må bruge sine primære ressourcer på at passe på sig selv, og opgaverne på skrivebordet prioriteres herefter. Selvfølgelig; trivsel skaber ofte resultaterne. Det er sjældent resultaterne der skaber trivsel.

Book foredraget: Kunsten at identificere den psykopatiske medarbejder HER

Når det kommer til penge, er psykopaten ofte virkelig dygtig til at tage æren for andres resultater, og får derved ofte ”lov” til at fortsætte sit spil, med argument i, at de jo skaber resultater. Sandheden er, at de tygger dygtigere mennesker til frokost, og derfor har de ofte et højt forbrug af relationer blandt dygtigere kolleger, som er dem der i virkeligheden skaber resultaterne. Det kan være sælgeren der konstant ligger nummer 1, men når personen er væk, rejser 5 andre sig og overgår samlet den tidligere nummer 1, med flere længder. Det koster altid langt mere end hvad det giver, at have en psykopat ansat på medarbejderniveau.

Hvordan identificerer vi den psykopatiske medarbejder?
Det er svært – rigtigt svært. Vi har brug for gode systemer, som kan hjælpe os til at få sat mavefornemmelsen og insinueringerne i system. Dette system starter med villigheden til at forlade det gængse ledelses-paradigme, og udfordre eget menneskelige behov for at løse svære ting, indefra komfortzonen.

Det gode ved mavefornemmelsen er, hvis den er sund og villig, at den længe før vores hoved opdager, hvis der er noget galt. Der forskes i mavefornemmelsen og hos f.eks. rutinerede pokerspillere (eksperter) kan små ændringer lavet i kortene, ses i deres spil mange omgange før, at de med hoveder har opdaget forandringerne og kan redegøre for, at de rent faktisk har ændret deres spil og hvorfor. På samme måde læser vi ofte hinanden ubevidst (Og samtidig har kultiveret denne evne, så den ikke bare er bærer af vores fordomme), længe før vi med fornuften kan argumentere herfor.

Vi får måske lyst til at ændre vores adfærd overfor mennesker, men fordi vi ikke kan forklare hvorfor med hovedet, vælger vi at undertrykke denne impuls. Her skal villigheden til at følge gode systemer og ikke ignorere impulser, som ikke umiddelbart kan forklares, hjælpe os til at tjekke om impulsen er berettiget, eller om det blot er os selv, der ser ting der ikke er der. Men tjekkes skal de. Ofte kan kolleger fornemme noget ved denne personlighed, som de insinuerer men sjældent taler højt om. Ofte uden at vide at de gør det, og hvorfor. Alle disse ubevidste signaler kan vi blive bedre til at læse og reagere på. Det kræver vi bruger vores ledelsesmæssige mod, til at forlade komfortzonen og se på mennesker åbent, for både det gode og det onde i dem.

5 gode ting at starte med

  1. Helt generelt er det meget kraftfuldt, ikke kun at lytte til andres fortællinger, men også at tænke over, hvorfor de fortæller hvad de fortæller. Du kender det helt sikkert, når du siger noget godt om dig selv. Det er ikke usædvanligt vi gør det, for at opnå ros og anerkendelse. En psykopatisk medarbejder kan f.eks. fortælle samme historie med helt andre mål for øje. Det kunne f.eks. være at plante en idé hos dig, som han hun senere har en plan om, at du skal gå ud og ”sælge” som din egen i virksomheden.
  2. Hold øje med adfærden, uden at lede efter årsagen hertil. Som uddannet terapeut mærker jeg ofte, hvordan min ”forståelsessyge” har vokset sig endnu større. Den her; ”hvorfor er folk som de er søgen”, der både bevidst og ubevidst kører i baggrunden hos mange af os, trods uddannelse og baggrund. Ønsket om at forstå andre, er et vigtigt element i at kunne føle sig ind i andre og det må vi aldrig ”slukke” for – men at kunne pause den lidt, og se andre for hvad de gør, uden at lede efter årsagen hertil, kan ofte hjælpe os til at se andre tydeligt. Den psykopatiske medarbejder bruger ofte vores andres ønske for at forstå, til at indynde sig med, at skabe et billede af sig selv, af at være sympatisk og derved købe sig selv endnu mere frirum.
  3. Led efter den grundlæggende motivation. Det kan også hjælpe, at se hinanden i øjnene og leder efter hvor energien og motivationen viser sig, i en hverdag med meget snak og mange opgaver. Personligt elsker jeg at lade mig rive med af en god film. At lade Leonardo Di Caprio overbevise mig om, at han er en såret mand, der jager sig søns morder i vildmarken (the revenant). Men i den virkelige verden, har skuespil ofte en høj pris, og god øjenkontakt, kan ofte hjælpe os til, at se tydeligere hvad andre i virkeligheden er optagede af. Den psykopatiske medarbejder vil ofte røbe sig selv, ved at vise mere ophidselse og interesse i situationer, hvor noget negativt eller dramatisk er i spil. Husk rekvisitterne, kostumerne og scenen vil være sat – det er i øjenkontakten du kan se forskellen.
  4. En gængs fordom mod psykopaten er, at han eller hun er intelligent. Men ligesom alle os andre er forskellige, og har forskellig intelligens både kognitivt og emotionelt, så er variationen ligeså stor hos psykopaten. Psykopaten mangler ofte det filter, som stopper ”normale” mennesker undervejs. Den her grænse for, hvad ”man” rent faktisk er villig til at gøre, for at få tingene som ”man” vil have dem. Psykopaten er snu og bruger uforholdsmæssig meget tid på at være udspekuleret – men intelligensen varierer som hos alle andre.
  5. En anden fordom er, at der er flere mænd end kvinder med dette træk. Det er ikke min erfaring. Min erfaring siger mig, at mænd ofte har sværere ved at gemme sig i denne type personlighed, end kvinder har. Eller omvendt, at kvinder med disse træk, ofte er dygtigere til at skjule egen dagsorden og karaktertræk. Kønnet hjælper dig ikke til at gennemskue andre mennesker.

Ofte har helt almindelige mennesker og mennesker med psykopatiske træk adfærd, der ligner hinanden. Ofte opdager vi forskellen, når motivationen for at gøre hvad vi gør, bliver tydelig. Smiler vi fordi vi er glade, eller smiler vi for at få andre med? Græder vi af sorg, eller græder vi for at opnå sympati? Taler vi med stolthed om egne bedrifter, eller er vi blot i gang med at opbygge et image? Roser vi andre for at anerkende dem, eller roser vi dem, for at få dem med os? De fleste kan genkende lidt af sig selv i dem alle, det er mængden og intensiteten der afgørende.

Book foredraget: Kunsten at identificere den psykopatiske medarbejder HER

Share Button