Bare lige en tanke #9 med Christian Campbell
“Vi skal tro på det”, siger “man” – men skal vi nu også det? Og hvad er det, vi skal tro på? Gør troen – helt nede på jorden – en reel forskel in business? Hvad tænker du? Se og lyt med her.
PAS PÅ!!!! Den type menneske, som mener de skal oversætte alt hvad andre siger, til noget der passer til deres skjulte agenda. At genkende mennesketyper og deres bagvedliggende motiver, er helt afgørende. Lær meget mere her.
Det bedste skjulested for ondskaben, er bag godheden. Det bedste skjulested for løgnen, er bag sandheden. Dette forstår og mestrer Psykopaten ofte til fingerspidserne.
Der sidder han, med sit morfar-grå hår og skæg, smiler skævt, måske en anelse charmerende og slænger benene på sin 195 cm lange krop over kors. Richard Kuklinski, en af USA’s mest berygtede mafia-seriemordere, der ”tilskrives” af have mellem 33 og 200 liv på ”samvittigheden” – hvis man altså kan sige, at han har ”sådan en”?
Forført af stereotyper
Kuklinski er stereotypen på den mandlige psykopat, der har begået den mest ultimative forbrydelse af dem alle: Mord – og så er han en af dem, der er blevet fanget. Vi kigger på ham i dag, nu hvor vi ved, hvem han i virkeligheden er. Vi gyser og ”fornemmer” tydeligt hvordan ondskaben stråler ud af manden. Det er nærmest som om, at der fremkommer et lille diabolsk smil på hans læber, når han malende og langsommeligt fortæller om sine forfærdelige handlinger igennem tiderne. Nyder han i virkeligheden opmærksomheden, mere end han fortryder?
Men Psykopaten er ikke stereotyp og kan lige så vel være en petit kvinde på 164 cm med langt hår, et godt troværdighedsgivende job, som grønthandleren der på hjørnet råber: ”10 røde æbler, 15 kr. nu”, eller monsteret Kuklinski på TV-skærmen. En Psykopats natur kalder på at gemme sit sande ansigt, bag alt det vi andre opfatter som godt, smukt, varmt og troværdigt.
Richard Kuklinski’s sande ansigt og natur var ukendt for omverdenen i mere end 30 år. I mere end 30 år levede Kuklinski på overfladen et helt almindeligt familieliv med børn, kone, forhave og familiemiddage. Han formåede at skabe og vise os alle sammen alt det, som vi opfatter som troværdigt, autentisk, ægte og helt almindeligt. Men der er intet almindeligt ved Richard Kuklinski, ganske som der intet almindeligt er ved enhver anden psykopat.
Giver dig lige-præcis det du vil have
Psykopaten formår at gemme sig bag velkendte og betryggende roller som hjælper, vejleder, ekspert, velgører og alt muligt andet, som ofte nøje udvælges, fordi det hjælper Psykopaten til at indfange sit offer. For et offer er lige præcis det Psykopaten leder efter. Ikke kun til morderisk at kvæle på sadistisk vis i en mørk baggård, men i den grad for at se, hvad der reelt kan lade sig gøre. Psykopaten er ofte en flittig student af den menneskelige natur og menneskelige reaktioner. Psykopaten leger, eksperimenterer… og bliver bedre og bedre… til at manipulere.
Det er afgørende vigtigt at huske, at en karakter som Richard Kuklinski levede uopdaget i 3 årtier. 3 årtier! Når vi kigger på Kuklinski i dag, og det løber os koldt ned af ryggen og vi vurderer at kunne se ondskaben stråle ud af ham, så må vi aldrig glemme, at han sagtens formår at skjule denne fra os – hvis han vil. Det har han allerede bevist med sikker hånd, at han evner.
Ofte fortæller vi hinanden, at Psykopaten leder efter svaghed og herefter udnytter denne. Men Psykopaten er langt, langt mere nuanceret end dette. Det kan lige så vel være styrke, de leder efter – styrke de så eksperimenterer med, om de kan knække. Psykopatens logik er sort og hvid. Kan hun knække den succesrige forretningsmand må det nødvendigvis betyde, at hun er stærkere end ham. Hun, psykopaten, ser ikke at sejren opstår ved hans mangler og ikke ved hendes styrker. Kuklinski ser ikke, at hans evne til at overmande sine ofrer ikke handler om hans kunnen, men om deres mangler.
At pakke sig ind i et professorat, moderskab, berømmelse eller socialfaglighed kan reelt ikke tilskrives Psykopatens kompetencer – det er os andre, der mangler kompetencen til at acceptere og vurdere, at disse relativt overfladiske ting intet fortæller om vores medmenneskers dybere karaktertræk og grundlæggende motiver.
Ondskab og løgn
Vi lever i en tidsånd hvor forklaringer om årsagen til ditten og hint, er blevet vores hæmsko. En hæmsko som Psykopaten ofte bruger imod os. Jeg havde en gang en samtale med et menneske, som i udpræget grad udviser psykopatiske træk. Vi havde netop en samtale om ondskab, og jeg kom også denne dag, fra den skole jeg endnu engang kommer fra; den psykologiske, med min forklare-alt-vi-kan-syge.
Postulatet fra dette menneske var, at der ganske enkelt, helt uden forklaringer på hvorfor, findes onde mennesker. Tiden, grundige overvejelser og undersøgelse har vist, at dette menneske har ret. Ondskab findes i os mennesker ganske enkelt blot fordi, vi er mennesker. Psykopaten er en mennesketype, hvori denne ondskab trives, næres og vokser. Vi andre prøver at styre ondskaben, kvæle den, begrænse den og fodre de gode sider i os. Ikke psykopaten.
Psykopatens evne til at lyve er ”unik”. Psykopaten besidder en kølighed, der bevirker, at du kan tage denne på fast gerning, i gang med at ”save liget over”, og helt uden udvidede propiller, sved på overlæben, blikket slået i jorden og en lille forandring i stemme siger: ”Det der – det var ikke mig!”
Psykopaten besidder ikke de følelser, der for alle os andre, leder til de herover nævnte følelsesmæssige reaktioner. Ingen frygt der udvider pupillerne. Intet chok der får sveden til at pible. Ingen skam der får blikket til at flakke. Intet pres der kunne få stemmen til at forandre sig. Psykopaten besidder det ikke. Det er vigtigt at forstå. Det er svært at acceptere.
Spillet om følelserne – uden at have noget i spil
Derfor misforstår vi ofte Psykopatens manglende reaktioner, som er de troværdige i deres fortællinger – og vi køber ind, på deres evne til at skuespille visse følelser. Psykopaten opfatter måske, du fornemmer deres utroværdighed – så tænder de for gråden, specielt den kvindelige psykopat… og så tænker vi andre: ”Nå, ok – jeg er ikke sikker på, at jeg forstår det her, men gråd giver mening lige nu – så er det vel ok?”
Vi andre bliver til sidst i så meget tvivl, eller måske ligefrem en af Psykopatens nye forførte disciple, der udlever deres ondskab for dem. Vi forføres til at se deres ofre, som var de psykopaten selv. Det er de ikke!
De fleste mennesker har en uskreven grænse, der siger os, at hertil kan vi gå og ikke længere. Denne grænse har psykopaten ikke. Og det er virkelig svært at forstå. Der er vitterligt ingen grænser. Der er heller ikke rigtig nogle følelser forbundet med, for Psykopaten, når hun eller han overskrider grænserne… for der er jo ingen. Det er os andre der ser grænser, der hvor Psykopaten blot ser muligheder.
Vi andre er de svage og dumme, der høster, som vi fortjener. Psykopaten – hun eller han er faktisk lidt en helt. Den smarte. Den stærke. Den der bedst forstår sammenhængene. Vi andre kunne jo bare tages os sammen – og Psykopaten har jo faktisk også advaret os – vi kunne jo bare lytte bedre efter.
Psykopaten opererer ofte ud fra et ”husk at kom først” princip. Det kan f.eks. viser sig således, at når de lige har ”stjålet af kassen”, skynder de sig at beskylde en kollega herfor. De ved jo, som de eneste, at der er stjålet af kassen, og før eller siden kommer den slags jo frem. Så de indtager ofte rollen som dem der opdager dette, helteagtigt fortæller omverdenen om det….. og tildeler skylden til en uskyldig. Vi andre ser ikke hvad der rammer os, for vi anede jo ikke der var taget af kassen endnu.
Af netop denne årsag trives visse Psykopater eminent i kontakten med Politiet, Retssystemet, Familieafdelingerne, Regionerne, Finanstilsynet og andre centrale instanser i vores samfund. Ofte formår de på den korte bane, at få disse myndighedsautoriteter til at anvende deres magt, baseret på alt for lille et undersøgelsesgrundlag. Herfra sidder de med alle kortene på hånden – for på den ene side har de ”noget” på disse myndighedsautoriteter, og på den anden side udnytter de sindigt en kultur af forfængelighed, der bevirker, at indrømmelser i dette klima, af at blive ført bag lyset, fremstår som værende et værre alternativ end selve døden. Dette er det følelsesregister Psykopaten ofte formår at igangsætte i os andre: Dramaet og det store følelser – liv, død, bedrag, konspirationer og dommedag. Psykopaten slår ikke ud, bliver ikke berørt – de starter blot steppebranden, og alle vi andre ender med at bekrige hinanden. Det lyder måske vildt, når man læser om det her – og ”helt urealistisk”. Men tal med et menneske, der har prøvet dette, de vil kunne bekræfte alle perlerne på denne snor. Pas nu godt på dig selv derude.
Det bedste forsvar
For at kunne beskytte sig mod Psykopatens magiske tænkning og verdensforvridende manipulation, skal vi kollektivt være åbne for, at vi alle er usikre, har brug for bekræftelse. Vi føler os alle skamfulde (Ikke Psykopaten) ved at begå fejl, og vi må indrømme overfor os selv, at vi vitterligt ikke er eksperter i at gennemskue løgnen. Som myndighedspersoner skal vi konfrontere den kultur, vi har for at tage borgernes kritik personligt, at se den for hvad den er, kritik af myndighedspersonen. Ellers er vi åben for manipulation via livsfarlig smiger. Det er lidt ligesom med reklamer: Jo mere vi bilder os selv ind, at de ikke virker på os, jo mere påvirker de os. Vi sænker jo paraderne.
Kan vi det er vi åbne for Psykopatens manipulation. Lad os sige vi sidder med ”en sag” (hvad som helst), der har to sider – den ene side er kritisk mod os, den anden er en blanding af rosende og kritisk – vi må lægge begge sider til side, og kun forholde os til fakta. Alle mennesker kritiserer andre med et formål. Alle mennesker roser hinanden med et formål. Psykopaten har blot ikke noget stop. Ingen grænse. Kun egne interesser for øje – uden skyggen af følelser for dig.
Lad aldrig fortællinger afgøre dine valg. Lad realiteterne afgøre dine valg. Føler du dig forført, overbevist, medrevet eller begejstret. Giv dig selv et øjeblik – se hvad du tænker og føler, når den der gav dig følelsen, ikke er der mere. Måske bare i 20 minutter.
Er du blevet suget med ind i Psykopatens spind…. Så indrøm det. Æd egodøden. Bliv ikke bærer af Psykopatens ondskab – for du styrter med hende eller ham, den dag hun eller han styrter. Forklaringer redder os ikke.
”En kop kaffe med lidt mælk og sukker” sagde jeg, imens min hjerne intensivt knoklede med noget helt, helt andet. Ekspedienten smilede sødt og gjorde alt for at skabe den rigtige kaffe-kunde-service-oplevelse, og et ”1000-tak for kaffen” frembragte tydeligt en tiltrængt god energi tilbage.
En kærkommen solstråle
I en tid hvor vi ikke må sidde på en café sammen og nyde vores kaffe, og meget menneskelig kontakt er henvist til en daglig stirren ind i computerskærmen, er tørvejr, solens varme stråler og en ledig bænk kærkommen.
Jeg skal ærligt indrømme, at den besættelse der opstår i min hjerne, når den bliver præsenteret for et problem, der skal løses, en nød der skal knækkes eller en opgave, der syner umulig, igennem hele mit liv, har været brændstoffet til min personlige livs-motor.
Lad mig dele den nød med dig, som endnu engang havde fanget min opmærksomhed denne famøse dag.
Vi skal dybere ind
Det har utallige gange vist sig, også flere gange i din og min levetid, at et eller andet vi har ”vidst med sikkerhed”, har vist sig fuldstændigt forkert. Helt og aldeles. Alligevel har modstanden været enorm, når et fåtal undervejs har søgt at udfordre verdenssynet bagved vores følelse af, at vi ved besked.
Et yderst konkret eksempel, som vi nu har en fornuftig tids-distance til, er finanskrisen i 2008. Under finanskrisen ”døde flere institutioner”, som indtil ganske kort tid før fremstod, som var de 100% vandtætte og deres logik almægtig.
Nokia er også et skoleeksempel – og som en tidligere divisionsdirektør, jeg talte med et par år efter, sagde det: ”Da jeg gik i seng om aftenen havde jeg 70% markedsandele. Da jeg vågnede den næste morgen, havde jeg 17%.” Det var selvfølgelig et sprogligt billede, ikke desto mindre beskrev det ”begivenheden” ret præcist.
En af udfordringerne for os mennesker er ofte, at vi er mennesker. Det er også vores fordel, men realiteterne er nok, at en liden og signifikant gruppe af os, driver største delen af os fremad.
Håndgribeligt og signifikant
Da jeg stod der i kaffe-køen, var mine tanker endnu engang optaget af disse dynamikker: Hvordan viser vi hinanden tydeligt, og ikke mindst håndgribeligt, hvad det er denne lille og signifikante gruppe forstår og formår?
Selv har jeg ikke sjældent mødt den umiddelbare reaktion: ”Det har du ikke ret i”, når jeg har ytret en iagttagelse baseret på grundig undersøgelse. En afvisning der kommer så prompte og rapidt, at eftertanke umuligt kan danne basis herfor. Jeg gør det da også selv til tider, og skammer mig herover.
Et af problemerne, der driver os til den mentalitet, der frådende griber den primære mængde af os, og får os til at afvise faktuelle data fluks og instinktivt er, at vi langt af vejen ikke forstår det mest centrale i alle beslutninger, vi driver: Den menneskelige psyke.
Hvad har vi lært af historien?
Nu er vi tilbage til tiden hvor Bill Gates opbygger en tro på, at software til den personlige computer, er fremtiden. De fleste fortalte ham, at der tog han gevaldigt fejl.
Vi er tilbage til tiden, hvor Ford opbyggede en tro på, at fremtidens transportmiddel ikke var heste, men en maskine med langt flere hestekræfter. Igen fik han at vide af samtiden, at hans idé var tosset.
Jeg husker i mine unge dage, hvor jeg slog mine folder i et stort dansk mediehus, hvor chefredaktørerne mente vi: ”Altid ville have avisen med ud at sk…”, altså med på WC.
Vi ser på vores psyke, dens indvirken på business og dens ubegrænsede potentile for øget lønsomhed, som så vi på et hus, der var lappet sammen med gaffatape og vi baseret herpå erklærede, at vores byggeteknik virkede. ”If it aint broken why fix it”, siger vi. Men det hus er allerede ”broken”, blot ikke styrtet sammen endnu.
Den konventionelle ”viden” om psykologi ligger i vejen for vores udvikling. Ganske som troen på heste engang gjorde. Som troen på den personlige computer gjorde, og som indstillingen til ”det der indernet” gjorde.
Alt er pakket fint ind i håb
Visioner for fremtiden handler ikke om at have ret i alt hvad ”man ser”, men om at have modet til, at forlade status quo, samle business unusual tankesætte op og modellere vores virksomheder så de kan gribe de muligheder, som samtiden giver os for en fremtid: At løse noget nyt, noget eksisterende smartere og pakke det hele ind i håb.
Det er reelt det håb der driver mig hver dag i min virksomhed, at være med til at ”knække nødden” allerede inden det eksisterende forrådskammer er udtømt eller forgået.
Jeg glemmer aldrig min første kunde, hvor jeg skulle lave et udviklingsforløb for virksomhedens direktører. Jeg var meget, meget ung og respekterer dybt det det mod, som beslutningstageren udviste ved at ”slippe mig løs”. Jeg er er dig evigt taknemmelig.
Til en start
Jeg startede processen med at besøge direktørernes kontorer. Jeg så det ene imponerende diplom efter det andet, og bunker af spændende bøger. Når vi talte udbyttet heraf, var største delen noget med at tage tingene med i baghovedet. Det blev klart at der ikke sjældent, er en distance imellem den information og træning vi mennesker får, og det vi heraf formår at implementere.
Jeg var inspireret heraf, og ved at “dø af skræk” samtidig. Det var tydeligt at kunne jeg optimere denne distance, så ville forløbet blive en succes. Et gennembrud.
”Sandhedens time”
Første dag rundt om det imponerende konferencebord på direktionsgangen, fandt jeg ”kursus-materialerne” frem: Flotte sorte mapper, medfølgende en lækker fyldepen. Mapperne blev åbnet og første mand der bladrede lidt, kiggede op på mig med øjne der sagde: ”Hvad har du gang i?”
I mapperne var der ”kun” en linjeret blok. Intet andet. Spørgsmålet kom selvfølgelig: ”Hvad handler det her om? Mit svar: ”I glemmer det meste andre fortæller jer, måske egne notater virker bedre?” Heldigvis var første reaktion et grin. Sammen havde vi ved vores første møder opbygget nok tillid til, at direktørerne kunne se mig tydeligt: En provokation for at vække dem.
Udbyttet
Selvfølgelig havde jeg andet klar til dem end en linjeret blok, men samtalen vi havde om ”varm luft” og fine planer, der aldrig bliver til noget, var uvurderlig. Jeg har siden haft mange, mange af denne type samtaler rundt omkring, og de rykker stadig mere i forretningen, end ret meget andet.
Så er vi i gang
Uanset hvilken maskine du tager bruger, er der inden i den en ”mængde teknik”, der afgør, om den lever op til sin funktion. Kan telefonen ringe? Kan piskerisene dreje rundt? Tænder computeren og gør hverdagen nemmere? Situationerne er mange.
Som forbrugere af ”maskiner” kan vi i bund og grund være ligeglade med, hvordan teknikken inden i dem fungerer. Vores fokus er som ofte, med rette, om de virker eller ej.
Virker “skidtet”?
En virksomhed er også en maskine, hvori der indgår en ”noget teknik”, der får den til at fungere eller ej. Arbejder vi i en virksomhed, er vores fornemmeste opgave at sikre, at denne virksomheds maskine yder sit bedste. Vi kan ikke retfærdiggøre, at vi tilgå vores egen arbejdsplads med et ”forbruger mind-set”. Et mind-set der ikke interesserer sig for, hvordan teknikken bag vores ydelser og produkter sikrer, at de lever op til deres funktion, set med kundernes øjne.
Møder vi på arbejdet uden interesse for, hvordan ”teknikken inden i maskinen” fungerer her, kan vi reelt ikke passe vores job. I goder tider kan det sagtens gå an; markedet er godt og bærer os langt af vejen. Men ved det mindste bump i vejen, kræver det mere end blot køreegenskaber at komme videre: Vi rammer hullet i vejen, der ryger en støddæmper, og vi formår ikke at fikse den. Ja, vi kan ringe til nogen, men dem der kan selv, er nået frem til målet, når vejhjælpen når frem til os.
“Djævlen”
Det er ufattelig menneskeligt ikke at ville se på egne mangler, og egne blinde pletter. Men ”in business” er evnen hertil en udsøgt konkurrencefordel. Jeg sidder ikke sjældent med mine kunder og studerer nøje, hvad vi ville gøre, hvis vi skulle udkonkurrere os selv? Hvordan ville vi som ”up and comming” snuppe markedsandele fra os selv, osv.?
Dette fører stort set hver gang til, at vi får fuldstændig klarhed over, at der er ting vedr. vores egen ”indre teknik”, som det ville himmelråbende dumt ikke at forbedre og forstå endnu bedre. Om det lige nu går fantastisk eller ej, så er der stadig hul lige ind i maskinrummet.
Analysen
Som du sikkert allerede ved, så er perspektivet i samarbejdet med mig, ikke at nyde frugterne lige nu, men at finde flere veje til at høste endnu flere. Jeg tror på at grundpræmissen for en virksomhed, er løbende udvikling og forbedring; ganske enkelt fordi, at en stagneret virksomhed er et ”let bytte.”
Imens vi selv synes, vi er ”the shit”, så sidder der højst sandsynligt nogle andre udefra og studerer, hvordan de kan forbedre ”teknikken inden i maskinen” på en måde, der gør at kunderne synes de er mere spændende at handle med end os.
En helt almindelig fejl
Hvad gør de fleste af os? Vi lader os besætte af produktet, fremfor at funktionaliteten. Vi kigger på vores produkter, fremfor at se på den teknik indeni maskinen(virksomheden), der reelt holder os selv. Vi kalder vores produkter og ydelser for vores kerneforretning, fordi det er nemt, hvilket er relativt meningsløst. Jeg mener, hvis vi dag sælger bananer, og vi tror på, at vores kerneforretning er bananer, så er der kun en vej, hvis bananhøsten er dårlig 3 år i træk.
Vi kan være stagneret i succes, og vi kan være stangeret i fiasko – stangeret er stagneret.
Test “det” hands-on
Sådan helt lavpraktisk, set med mine egne øjne; hvis nu jeg forholder mig til en ny virksomhed(altså ny for mig), der med mine øjne er stagneret. Synes de selv de er ”the shit” og jeg er et no-go, så kan jeg jo med fordel teste validiteten af mine analyser, ved at tilbyde mine tanker om markedet til konkurrenten. På den måde sikrer jeg teknikken i min maskine er up-to-date, får den tingene til at ske hos mine kunder?
Et psykologisk studie i magtsyge, nærmest skrevet i menneskesprog.
Relevans
Hvis din hverdag påvirkes af mennesker og mennesker med magt.
Symptom 3 af 3: Narcissisme
Rosinen i magtsygens pølseende er symptom 3 af 3: Narcissisme. For at skabe klarhed over dette ofte misforståede begreb, bevæger vi os til en begyndelse ”lidt” tilbage i tiden. I tiden hvor verden, ifølge Grækerne, var styret af en bred vifte guder og gudinder. Mytologien og dens fortællinger ligger ofte til inspiration for psykologiens begreber, og narcissisme er ingen undtagelse.
Lad os starte ved begyndelsen
Narcissisme tager udgangspunkt i den Græske mytologis fortælling om Narkissos; en ung og utrolig smuk mand. Han var så smuk at alle, både mænd og kvinder, instinktivt forelskede sig i ham. Narkissos var dog en voldsomt genert ung mand, og det bevirkede at han fremfor at kaste sig i armene på sine mange bejlere, foretrak sit eget selskab – gerne i naturens stilhed.
I skoven mødte Narkissos en dag nymfen Ekko. Ekko var en fantastisk historiefortæller, som var kommet i unåde hos Zeus’ kone Hera. Hera, der var voldsomt jaloux og hævngerrig, bebrejdede Ekko, at Zeus havde affærer med andre kvinder. Heras logik var, at det var Ekkos medrivende historier, der distraherede Hera, og at hun derfor ikke kunne vinde Zeus’ fulde opmærksomhed. Derfor kastede Hera en forbandelse over Ekko, der fratog Ekko evnen til at tale. Heras besværgelse over Ekko kunne kun brydes, hvis nogen valgte at tiltale Ekko først – og selv hvis nogen valgte at tiltale Ekko, kunne hun kun svare tilbage ved gentage tiltalens sidste ord.
En dag, da Narkissos var på jagt i skoven, fik Ekko øje på ham. Hun blev ganske betaget af den unge og smukke fremmede. Hun fulgte efter ham i håb om, at han ville tiltale hende, og han derved ville bryde Heras forbandelse over hende. Narkissos blev på et tidspunkt væk fra sine jagtkammerater, og kaldte derfor på dem: ”Er der nogen?” Ekko svarede straks tilbage: ”Nogen!” Ekko og Narkissos nærmerede sig hinanden ved at fortsætte deres dialog, og lytte til hvor stemmerne kom fra. Da Ekko så Narkissos dukke op i en lysning, kunne hun ikke modstå fristelsen, og hun kastede sig inderligt i Narkissos’ arme. Narkissos veg tilbage i overvældelse og udbrød: ”Jeg vil hellere dø, end at du skal eje mig!” ”Du skal eje mig!” svarede Ekko tilbage.
Skamfuld og voldsomt flov over Narkissos’ afvisning trak Ekko sig tilbage i skovens mest afsidesliggende afkroge. Skammen og kærlighedssorgerne fik Ekko til at forgå og svinde ind, indtil kun hendes knogler og stemme var tilbage. Til sidst blev Ekkos knogler til sten, hvorfor hendes klagende stemme den dag i dag svarer, den der kalder.
Ekko var dog ikke den eneste ulykkelige kærlighed, som Narkissos forårsagede med sin generthed og sine abrupte afvisninger – og det kom til sidst Nemesis for øren. Nemesis hørte de ulykkelige klageråb, som indtrængende bad til, at Narkissos skulle forelske sig og blive afvist.
Nemesis er i Græsk mytologi Gudinden for retfærdighed og hævn. Hendes ubønhørlige vrede vækkes af menneskelig arrogance, som denne series 3:4 indlæg taler meget mere om. Ligeledes tændtes Nemesis’ vrede af menneskets tendens til at forstyrre den naturlige orden. Nemesis forfølger den hovmodige, den onde og den arrogante med ubrydelig og ubønhørlig hævn. Nemesis sikrer undergang over dem, der ikke kan straffes med jordiske love, og retfærdigheden derfor ikke kan ske fyldest.
Nemesis kastede sin forbandelse over Narkissos ved at lade ham se sit eget spejlbillede i en skovsø. Straks blev Narkisssos tryllebundet af sin egen skønhed og forelskede sig hovedkulds i sig selv. Narkissos lænede sig længselsfuldt ned mod sit eget spejlbilede for at kysse og omfavne det. Da gik det op for ham, at han ikke kunne opnå det, han begærende mest af alt. Narkissos udbrød: ”Hvad jeg begærer, er mit. Min rigdom gør mig fattig!” Han trak sig fra al kontakt med omverdenen, og han tæredes langsomt bort i forelskelsen, i sig selv. ”Ve mig!” udbrød Narkissos hver gang realiteterne ramte ham. Ekko, der stadig var forelsket i Narkissos, trods sin egen bortgang, svarede ham altid tilbage, men hun kunne intet gøre for at hjælpe hverken sig selv eller Narkissos.
Selv efter sin død fortsatte Narkissos med at spejle sig i dødsrigets vand, og myten siger, at da man ledte efter Narkissos’ lig ved skovsøen, efter hans død, fandt man ikke hans legeme, men derimod en blomst. En blomst som fik navnet Narcis. En smuk safrangul blomst med store hvide kronblade.
Tag det ikke bogstaveligt
Læser vi mytologiernes historier alt for bogstaveligt, er de en gang usammenhængende og meningsløst vrøvl. Ser vi dem, for det de er: Et forsøg på at overdrage dybere menneskelig indsigt på en forståelig måde, åbner mytologien op for afgørende og vigtige erfaringer gjort igennem generationer. Ved at forstå dem ret, kan vi nemmere navigere i fortællingernes fiktive hovedpersoner, når de optræder konkret og fysisk i vores rigtige og jordiske liv.
Narcissisten optræder hverdag på vores tablets, på TV, i nyhederne, på blogs, på de sociale medier, på arbejde og bag hjemmets fire vægge – og for nogle af os har narcissismen vundet overtaget i vores eget verdensudsyn.
Den magtsyges forbandelse
Den magtsyge narcissist har samme problem som Narkissos. Han eller hun er forelsket i eget spejlbillede. Den magtsyge sidder måske nok ikke ved en skovsø og spejler sig, men det han eller hun ”ser”, er alligevel ret tæt på det Narkissos så. Et spejlbillede er ikke virkeligheden – det er blot en forvrænget, og af lavere kvalitet, gengivelse af noget virkeligt. Det virkelige kan vi røre og opnå – spejlbilledet er uvirkeligt og kan aldrig opnås. Narkissos kunne aldrig omfavne sin elskede: Hans eget spejlbillede. Derfor blev han langsom opslugt og fortæret af den forelskelse, som han aldrig kunne opnå. Narcisisme fører altid til opløsning i sidste ende. Det sikrede Nemesis.
Så når narcissisten opnår magt, og blot ser et forvrænget billede af virkeligheden, siger det sig selv, at der opstår problemer. Et af de afgørende træk ved narcissisme er, at alt hvad narcissisten ser, er en forvrænget gengivelse af narcissisten selv. Narkissos sad ved skovsøen og så på eget spejlbillede. Narcissisten evner kun at se forvrængede gengivelser af sig selv i sin omverden. Den magtsyge narcissist mener, at dem der ligner ham eller hendes selv er ”rigtige”, og at dem der ikke gør, er forkerte. Vi er alle er unikke, men for narcissisten ses andre som en utilstrækkelig gengivelse af dem selv. Derfor vil andre altid skuffe narcissisten henad vejen – vi bliver jo aldrig narcissisten, og narcissisten begærer kun sig selv. Derfor er narcissisten reelt altid alene.
Narcissisten er derfor altid uopfyldt og utilfreds. Altid en smule skuffet. Den magt den magtsyge narcissist opnår, bruges til at modellere omverdenen og andre mennesker i eget selvbillede. Efter eget velbefindende. Dette uden syn for, at der er andet i verden, end dem selv, som man kan være interesseret i.
Konsekvenserne
Det er derfor, vi kan opleve chefen, sagsbehandleren, dommeren, skolelæreren og sælgeren fuldstændigt skånselsløst slagte andre mennesker, uden at fortrække en mine: Han eller hun ser ikke andre. Deres forbandelse er, at de kun ser sig selv. Det giver os andre en helt autentisk følelse og oplevelse af hverken af blive set, hørt, rummet, forstået og passet på, i selskab med narcissisten. Narcissisten viger tilbage, når vi ”rører ved dem”, ganske som Narkissos veg tilbage, da Ekko lidt overivrigt overøste ham med sin hengivenhed.
Det menneske der bærer den barnagtige generthed med sig ind i voksenlivet, bærer potentielt narcissismens forbandelse. De viger tilbage ved menneskelig kontakt. De viger tilbage når andre ”kræver” noget af dem. De reagerer impulsivt og ikke høfligt. Ganske som Narkissos udbrød: ”Jeg vil hellere dø, end at du skal eje mig.” Narkissos besad ikke evnen til at analysere Ekko rigtigt. Han overreagerede på hendes tilnærmelser fremfor at se, at Ekko var i en desperat situation – reelt motiveret af ønsket om at bryde den forbandelse der havde taget hendes talent fra hende: At fortælle historier.
Narcissistens arrogance gør, at han eller hun hæver sig over sig selv, og har derfor ingen chance for at se andre tydeligt. De ser jo end ikke sig selv tydeligt. Derfor vil det narcissistiske og magtsyge magtmennesker altid opløses og forgå under egen vildfarelse. Ofte koster de alle omkring dem alt, ligesom Narkissos’ afvisning af Ekko kostede hende alt. Trods denne konkrete erfaring fortsatte Narkissos sin adfærd uændret, og det kostede herved flere potentielle elskere alt.
Egen lykkes smed
Er mennesker ikke ansvarlige for egen lykke? Er Ekko ikke bare lidt overfølsom? Burde hun og alle de andre ikke bare ”mande sig op”? Og det er da ikke Narkissos’ ansvar, hvad andre vælger at gøre! I krig, kærlighed og business gælder ingen regler – ”grow up and smell the coffee!” – vil nogle måske mene. I denne ”du er din egen lykkes smed tid”, har visse budskaber ikke en nem gang på jord. Men det betyder ikke, at vi ikke skal prøve at få dem over disken, alligevel.
Den magtsyge vil ofte blive mere og mere ufremkommelig, jo mere magt han eller hun opnår. Håret, slipset, nederdelen, kavalergangen, jakkesættet og ansigtsfolderne bliver mere og mere selvsmagende, og adgangen til dem mere og mere besværlig. Ganske som Narkissos valgte at isolere sig selv helt, vil den magtsyge blive mere og mere distanceret og isoleret, jo mere han eller hun bekræftes i eget selvbillede. De vil i deres eget sind fremstå mere og mere ufejlbarlige, og andre vil blot falme tilsvarende.
Af samme årsag formår narcissisten ikke at indse de sammenhænge, hvor deres resultater er båret af andre, held, tidsånden eller andet. Narcissisten ser kun sig selv – som både årsagen, effekten og virkningen i universet. Eget univers. De udøver deres magt set i eget lukkede selvbillede.
Når en narcissist opnår et magtfuldt erhverv, evner han eller hun ikke at erkende, at magten er jobbets og ikke individets. De ser magten som noget personligt, og ikke som det den er, en menneskelig konstruktion. En konstruktion som vi i fællesskab er blevet enige om at efterleve. Politibetjenten vil jo klart erfare forskellen på ”forbryderen”, der trods alt ser sig selv som en del af samfundets aftaler, og den, der ikke gør.
Borgeren vil klart mærke forskellen på den sagsbehandler, der ser sig selv opfylde jobbets samfundsmæssige forpligtelse, og den der ser den givne magt som personlig. Tænk på hvor skræmmende en narcissistisk Landsretsdommer kan være: Urørlig, sort/hvidt tænkende, arrogant og overbevist om, at det der kommer ud af egen mund, er lov. Dette fremfor at forstå, at han eller hun er juridisk forpligtet til at efterleve det ansvar, som samfundet er enige om at give dette hverv.
Konklusion om magtsyge
I virkeligheden er magt for langt, langt de fleste mennesker gift. Dødelig gift. Den sløver vores sanser, og får os til at købe overfladiske budskaber. Derfor ender magten ikke sjældent hos dem, der er villige til at sælge de overfladiske budskaber: De sort/hvidt tænkende. De arrogante og de narcissistisk forstyrrede.
Hera, Narkissos og Ekko er hverken guder, fantasier eller historier. De er kvaliteter i den menneskelig psyke, som vi alle bør forholde os til.
Du og jeg kan alle gøre en forskel. Vi kan lade mod være vores kompas, fremfor lykke, behag og nemhed. Vi kan ”jage” jagten på meningsfuldhed, fremfor på lykken. For lykke kan gøres til et produkt, der sælges os for at bedrage os. Det kan mod ikke.
Det er op til dig.
Et psykologisk studie i magtsyge, nærmest skrevet i menneskesprog.
Relevans
Hvis din hverdag påvirkes af mennesker og mennesker med magt.
Symptom 2 af 3: Arrogance
Arrogance viser sig ved, at den arrogante hæver sig over egne kompetencer – ikke kun over andre mennesker. For den arrogante er magt særlig giftig. Dette ganske enkelt fordi ”magten” man besidder ofte sikrer, at den nødvendige og relevante feedback, aldrig når frem. Man bruger helt lavpraktisk sin magt til at kvæle ”forstyrrende” modstand med. Redskaberne, den arrogante bruger, kan være bagvaskelse, juridiske tricks, forførelse, vennetjenester, løgn og kammerateri.
Introduktionen til arrogance kan du læse her (1:4)
Nemt at se, noget andet at håndtere
I magthverv er arrogance relativ nem at gennemskue og påpege. Det gør den dog ikke nem at håndtere; netop fordi den magtsyge og arrogante er villig til at benytte den givne magt til fulde, for at tilegne sig den ønskede personlige vinding. Personlig vinding kan være alt fra penge til mere magt, til at sikre sig, at ”man” ikke mister ansigt. Det, ikke at miste ansigt, er ofte en uhyggelig og underliggende ”driver” hos den magtsyge. Ikke at miste ansigt fører ofte til f.eks. 0-fejls kultur og kulturer, hvor det primære fokus er at placere skylden, skammen og ansvaret udenfor sig selv. I fagsprog vil man sige, at ”det fejlbarlige” projiceres til at være noget, der findes udenfor én selv. Dem, der kritiserer, de ses som ”fjenden” og værende dem, der er fejlbarlige. Bestemt ikke mig eller ”os”.
Jeg dømmer dig i mine egne interessers navn
Lad os tage et tydeligt eksempel. Fra en åbenlys magtposition. En dommer. Sådan én, der arbejder i de danske retssale. Den ikke arrogante Dommer vil se jobbet som et vitalt magthverv, der skal udføres med påpasselighed og grundighed. Adfærden vil være at lytte, undersøge, give tid og stille spørgsmålstegn ved det meste, indtil et tydeligt billede viser sig. Dette for i sidste ende at drage solide og datadrevne beslutninger. ”Det er trods alt afgørende for de mennesker, som træder ind i retssalen”, vil dette menneske tænke.
Den arrogante Dommer vil mistolke hele situationen. Vil se stillingens magt som en personlig magt. Ofte fører det til, at personen selv vil opleve det sådan, at det, der kommer ud af dennes mund, er lov. Dette fremfor at forstå at ”man” er ansat til at bestride et hverv, hvor loven (vedtaget af den lovgivende magt) er det altafgørende grundlag, som ”jeg” skal følge for at udøve mit hverv. Ikke sjældent vil personen gå så langt som at fortolke, at hvis personen laver et par krumspring her og der, så er det i orden – simpelthen fordi personens grundlæggende tankesæt er baseret på værdier, hvor ”man” har hævet sig selv op over egne kompetencer.
Med offentlig myndighed driver ”jeg” egne interesser
Et andet eksempel kunne være en myndighedsperson, der under et eller andet ”fagligt mantra”, vrider og drejer lovgivningen i retning af egne personlige holdninger og interesser. Den ikke arrogante myndighedsperson vil være drevet af at gøre sig umage, sikre sig at lovgivningen, den som ”man” er ansat til at overholde, overholdes. ”Det er trods alt andre menneskers liv, det hele handler om”, vil den ikke arrogante grundlæggende tænke. Men når vi har hævet os over egne kompetencer, kan vi ikke længere mærke os selv eller andre. Ej heller de konsekvenser vores adfærd har på andre.
Hævet over loven
Når mennesker arrogant hæver sig over egne kompetencer, er det ikke kun de personlige kompetencer, der er i spil. De givne kompetencer er også i spil. Derfor vil politibetjenten, direktøren, dommeren, sagsbehandleren, anklageren eller sælgeren ligeledes hæve sig over den lovgivning (givet kompetence) som regulerer det område, personen er ansat til at varetage.
Den arrogante lever med en dybere følelse af retfærdiggørelse, når de bryder loven. Man ser sig selv større end, man er – større end loven og reglerne. Ser sig selv som værende på en større mission, som retfærdiggør det syn, som den arrogante har på andre. Den arrogante er hævet over andre. ”Ser tingene oppe fra og ned”, som vi så ofte hører os selv og hinanden udtale.
Det betyder, at den arrogante er en eminent løgner. Her er ingen udvidede pupiller, øget hjerterytme, urolig tale, skam eller indre konflikt at spore. For der er ikke nogen (skam). Den arrogante oplever altså selv, når personen lyver (ikke hvis), at løgnen er retfærdiggjort. Derfor er den arrogantes løgne ofte svære at spore. Dette er afgørende viden, i mødet med den arrogante.
Magt og arrogance
Når magtsygens første symptom: ”Sort og hvidt tankesæt og verdenssyn” blandes sammen med det andet: ”Arrogance” – opstår en helt ny tilstand. Lad mig give et helt andet eksempel, der ret tydeligt beskriver denne tilstand.
I USA er det lovligt, under visse omstændigheder, at bære et våben – dette med f.eks. selvforsvar for øje. Et våben er et magtmiddel. Med et enkelt tryk på aftrækkeren er våbnets ejermand herre over liv og død. Det menneske, der står på den anden side af aftrækkeren, er ofte fuldstændigt overladt til ”the gun-mans” nåde og vurderinger. Lad os kigge lidt nærmere på ”the gun-man”. Lad os sige, det er en gennemsnitlig mand, med gennemsnitlig intelligens, gennemsnitlig uddannelse og et sted mellem 30 og 50 år gammel.
Gennemsnitlig ganske enkelt for at ramme det menneske, som ligner de fleste andre. Den her mand har aldrig trænet selvforsvar. Han har ingen kompetencer, når det handler om at bedømme afstand under nærkamp. Fordi han er gennemsnitlig, har han heller ingen personlige erfaringer med den type stress, som højkonflikts-konfrontationer kan skabe. Han kender ikke til hvordan ekstremt høje doser af adrenalin, påvirker kroppen, sindet og sanserne. Han kender altså hverken denne type situationer, eller hans egne reaktionsmønstre i sådan situationer. Det er fair at sige, at hans våbens magt, er en magt givet ham, som er langt over hans kompetenceniveau.
Så kommer dagen, hvor han bliver en del af en højkonflikts-konfrontation. En vigtig del af konflikten er, fordi han er så uerfaren omkring hans egne mønstre i konflikt-konfrontationer, at han ikke ser, at han faktisk selv er hovedårsagen til, at konflikten bliver til en konflikt. Han aner ganske enkelt ikke, hvordan man konfliktnedtrapper, og han er blind for hans egen konfliktskabende adfærd.
Fordi han har sit våben, ved sin side, helt tæt på kroppen, hæver han sig over egne kompetencer i hans måde at vurdere konflikten og modparten på – han sætter sin lid til våbenet. Han ser våbenets magt, som hans personlige magt. En lille metaldims (våbnet), der er så enormt magtfuldt får hans magtsyge til at blomstre i fuldt flor. Han formår på ingen måde at vurdere sig selv, modparten, situationen eller lovgivningen for selvforsvar i situationen – og han ender med at tage den andens liv. Han udøver den ultimative magt.
Bagefter ser vi magtsygens misbrugende tendens. Han forsøger ganske enkelt at undslippe konsekvenserne af egen adfærd, baseret på arrogante vurderinger. Han søger at undslippe straf. Han søger at udnytte loven for selvforsvar, som undskyldning for hans manglende kompetencer. Og det betyder, at han ikke kun misbruger magt overfor sit offer, men også overfor offerets familie og andre menneskers retsfølelse.
Magt givet til mennesker, der klart overstiger deres kompetenceniveau, er et juridisk dræbende våben. Og dette er helt centralt for magtsygens andet symptom, arrogance: Mennesker, der hæver sig langt over egne kompetencer.
Om han bliver straffet herfor eller ej. Hans adfærd og valg kan ikke tages tilbage. Alt herfra er en eller form for kompensation. Situationen kunne være forbygget, hvis magten givet via en våbentilladelse, også afkrævede implementeringen af relevante kompetencer. Kompetencer, der forbereder mennesker til at håndtere den magt, som et våben øjeblikkeligt lægger i vores hænder.
Omkring os hele tiden
Netop i tiden har f.eks. Mikkel Fyhn Christensen, fra Berlingske Media, bidt sig fast i en ulykkelig situation om udpræget magtsyge fra Frederiksberg Kommune. Morten Spiegelhauer, med flere, har for kort tid siden bidt sig fast i en grotesk sag om skattesnyd i milliardklassen. Det vrimler med afsløringer af bl.a. hvidvaskskandaler i landets store banker, kammerateri i forsvaret og en milliardærs syge pædofili.
Alligevel vælger mange af os at tænke, de første mange, mange gange, når vi hører om magtmisbrug og embedsmisbrug, at individerne der præsenterer dem, er tossede konspirationstosser med psykiske diagnoser og stanniolhatten trukket godt ned over øjnene. Dette er et af den magtsyges store talenter: Forførelse. Forførelse til at få os alle sammen til at tro, at realiteterne er løgnen, og at løgnen er realiteterne.
Yderst talentfuld
Et udsøgt talent i forførelse og fornægtelse er tilstanden, der opstår, når det sorte og hvide tankesæt blander sig med arrogance. Det er en meget overbevisende tilstand, der er yderst effektiv i disse X-faktortider. X-faktortider som udtryk for, at alt går hurtigt, og vi derfor har en tendens til at dømme sandhed og løgn baseret på menneskers her-og-nu præstation. Reelt ved at kigge på ”lakken” og ikke den baggrund som ”lakken” er smurt på. Ikke på solide data vedr. personen eller situationen. Det sorte og hvide tankesæt gør (symptom 1 af 3), at den magtsyge kan lyve uden at vise nogle tegn overhovedet herpå, og arrogancen (symptom 2 af 3) gør, at personen udstråler en selvtillid, der bevirker, at vi instinktivt tænker, at det må være sandt, hvad der bliver sagt. Men den magtsyge er ubekymret, og giver os blot det vi gerne vil høre, for at de fortsat kan udøve den magt, som de er blevet så syge af at besidde.
Vi dømmer den magtsyge ud fra, hvordan vi selv opererer i verden, fremfor at være åbne for, at andre mennesker orienterer sig, og opfører sig, på deres helt egen måde. Ikke nødvendigvis på ”vores” måde.
Diagnosen stilles ikke
Når vi lever vores liv. Når vi går på arbejde for at passe vores job. Når vi træder ind i retssystemet for at opnå retfærdighed – så møder vi til tider den magtsyge, eller det system, der er gennemsyret af magtsyge. Ofte kan dette fortsætte i årtier, fordi mange af os ikke kan overkomme tanken om, hvad det reelt er for en verden, vi lever i.
Vi gør ingenting, indtil vi selv, helt konkret, står i en situation, hvor vi mærker magtsygen på egen krop. I en tid hvor vi helt alvorligt tror på, at vi udelukkende er vores egen lykkes smed, vil offeret for den magtsyge fremstå som svag, kompetencefattig og ofte blive mødt med samme tabu-frygt, som havende en dødelig og smitsom sygdom. Individet isoleres, så vi andre kan leve i en virkelighed, vi kan holde ud – fremfor den datadrevne virkelighed.
Konsekvenserne
Du mister dit job, fordi du ikke er villig til at give det ”Rynkeby sponsorat”, som den offentlige forvaltning kræver af dig, for at du kan få ordren.
Du mister dine børn, fordi du ikke har venner i forvaltningen, som skylder dig en tjeneste.
Du mister livet, fordi en anden er blevet en dødelig magt, der langt overgår personens evne til at vurdere konfliktsituationer.
Du fratages din integritet, fordi du siger tingene, som de er.
Du kaldes landsforræder, fordi du påpeger hvor landets magtelite bryder lovgivningen.
Magt er et våben, som lagt i de forkerte hænder er dødeligt. Det er altså helt afgørende, hvis du ønsker at skabe resultater i livet, at du forholder dig til magtsygens reelle plads i verden.
Som jeg allerede skrev i del 1:4, så er en blogserie om magtsyge ikke ”easy-listening” eller motiverende læsning. Men den er fuldstændig afgørende læsning.
Det er helt sikkert, alt for ofte, at det vi ikke ved, skader os. Uvidenhed er ikke lykken. Magtsyge er en reel ”kraft” i verden, der er mere udbredt, end vi har lyst til at erkende. Vi må stå sammen om at udfordre den, hvis vi ønsker at inddæmme den.
Med ønsket om din og min frihed
Christian Campbell
Et psykologisk studie i magtsyge, nærmest skrevet i menneskesprog.
Relevans
Hvis din hverdag påvirkes af mennesker og mennesker med magt.
Symptom 1 af 3: Sort og hvidt
Hvis du har læst det første blogindlæg, ved du, at symptom 1 af 3 den magtsyge udviser er, at deres verdenssyn er sort eller hvidt (1:4). ”Alt” er dem og os. Rigtigt og forkert. Muligt eller umuligt. Men det er ”kun” overfladen af problemet.
Når vi mennesker er inficeret med magtsygens høj-effektive virus, vil vores sort og hvide tankesæt resultere i, at vi for alt i verden ikke vil indrømme vores fejl. Der er kun rigtigt og forkert her i verden, og ”jeg er i hvert tilfælde rigtig, ikke forkert”. ”En indrømmelse” er et nederlag, og ved nederlag ”mister man jo ansigt”. Følelsen af nederlag bliver altoverskyggende, og noget ”man” for alt i verden bør undgå.
Vi ser det hver dag
Hvorfor kan vi nærmest dagligt se f.eks. myndighedspersoner benægte egne og hinandens fejl, til sidste bloddråbe? Hvorfor ikke indrømme fejlene, slå en streg i sandet, få fikset problemet og alle kan komme videre i livet? Det kan nogle gange være svært at følge den magtsyges logik, men der er en ”logik”. Om end den er ”noget” anderledes og langt fra rationel, sammenlignet med hvordan alle vi andre ser verdenen.
Grunden til at f.eks. myndighedspersoner, med magtsyge, ofte fornægter realiteterne hårdnakket er, at en indrømmelse ville være det samme som at vedkende sig, hvordan ”tingene” grundlæggende er i virkeligheden. Sådan tænker det sort og hvide tankesæt. Har vi først indrømmet én fejl, vil det i den magtsyges univers betyde en anerkendelse af, at ”problemet” er et ægte problem. Fornægtes fejlen, er det som den magtsyge selv tror på, at nu findes den ikke.
Man fornægter det nære problem, for at undgå den præcedens indrømmelsen vil danne og have, på alle mulige andre fejl. Så hellere benægte det åbenlyse massivt, for at undgå indrømmelsen af det grundlæggende og bagvedliggende mønster. Og selvfølgelig ligger der et mønster bag: Den magtsyge var ikke anderledes i går, og bliver det heller ikke i morgen. Personen er syg – magtsyg.
1, 2, 1, 2 højre, venstre sutsko
Ligesom man ikke kan forvente, at det højre ben spænder ben for det venstre – kan man heller ikke forvente at den ene silo i en organisation, drager den anden til ansvar. Hvis den angribes udefra vel at mærke. Backoffice medarbejderen har intet job uden sælgeren, så selvom de kan konkurrere voldsomt internt, vil de ofte står sammen udadtil.
Dog er det helt tydeligt, at det sort og hvide tankesæt har meget trænge vilkår på et konkurrenceudsat ”marked”. Konkurrence betyder ofte, at organisationen vil rykke og udvikle sig, fordi de er direkte afhængige af deres relationer til deres kunder. Kunderne kan bevæge sig væk, ved at vælge en anden leverandør, få andre til at gøre det samme og derved ramme organisationens grundlæggende ønske: Omsætning. Den magtsyge har ofte (ikke altid) en besværlig karriere her.
Som blommen i et æg
Magtsyge trives langt, langt bedre i miljøer, hvor målsætningerne er ukonkrete. Det ses i f.eks. politik, hvor “passion” er central. Vi vælgere baserer ofte vores politiske holdninger på passion, og passion er ukonkret. Hvis “politikeren” er dygtig til at fodre vores passion, er vi ofte villige til at se bort fra de faktuelle resultater. Dette fordi politiske resultater ofte pakkes ind i fortolkninger. Oppositionen mener regeringen har begået løftebrud. Regeringen synes selv, de gør det fantastisk – og vi som passionerede disciple vil gå langt, for at bevise vores passion er konkret. Hvem har ret? Derimod: Købte Hr. Hansen sin knæoperation hos os, eller nogle andre? Det er meget mere konkret. Meget mere målbart.
Politisk ledede organisationer
Når ledelsen i en organisation er politisk, går der helt andre mekanismer igang. Når de ansvarlige er politikere, eller mennesker med et politisk kompas, åbnes sluserne op for det magtsyge menneske. Det sort og hvide tankesæt trives bedst i et lukket kredsløb, hvor den ”lovgivende magt”, den ”udøvende magt” og den ”dømmende magt”, reelt har samme ledelse, og derfor bor under samme tag. En sektor f.eks.
Når ægget er revnet
I store børsnoterede selskaber, fordi virksomhedsstrukturen er blevet så kompleks, kan den magtsyge også tage over. Er aktiekursens succes det primære fokus, kan stærkt negateret adfærd overfor andre mennesker ofte retfærdiggøresretfærdiggøre. Det resulterer i, at “man” dyrker magtsygen og ligefrem understøtter den. Konsekvensen er at den feedback, der vinder mest indpas i virksomheden, er den, der kommer indefra. Ikke den man kæmper for, når “kunderne” kan vælge en fra.
Det kunne være et stort teleselskab, der reelt lever af at fastholde deres kunder, er blevet mest fokuseret på interne procedurer. Man glider stille og roligt ind i en fortolkning af forretningen, som værende centreret omkring f.eks. effektive IT-systemer. Teknikeren, administratoren og den IT-kyndige projektleder ser verden i sort og hvid, fordi deres fokus er teknisk orienteret, og magten glider stille og roligt over mod hvad de ser – trods kunderne – dem der leverer omsætningen, ser noget helt andet – når det gælder om at vinde deres loyalitet.
Den politisk ledede organisation kan ende i en tilstand, hvor man er helt indifferent overfor “kundernes” verdenssyn. Det er den offentlige forvaltning eller instans, som borgerne ikke kan vælge til eller fra, der begynder at orientere sig mod eksempelvis medarbejdernes karriereønsker eller personlige overbevisninger. Dette på bekostning af den serviceopgave de oprindeligt er pålagt at varetage. ”Kunden” kan hverken stemme, klage, kommunikere eller forhandle sig til at blive hørt, for kunden er for organisationens magtsyge magthavere ikke en prioritet.
Det sort og hvide tankesæt reagerer på enkeltsager, ikke på større sammenhænge. Det er derfor, at det ofte er enkeltsager, der kan skabe offentlig opmærksomhed, der får den politiske ledelse til at reagere. De reagerer ikke for at fikse problemet, men får at få lukket ”det ned”, og hurtigt muligt at vende tilbage til business as usual – og samtidig vinde personligt på sagen. Pyt med sagen. “Jeg” er den vigtige.
Først forsøger den magtsyge at kvæle problemet. Virker det ikke – slår ”man” stort brød op vedr. enkeltsagen, og så ser nu ud som om, at ”noget” er blevet fikset. Men fordi det er en enkeltsag, så er intet reelt fikset. ”Kunden” er blevet brugt til at drukne ”kunderne”. Nye navne, nye logoer og nye markedsføringsstrategier. Samme dyr. Ny udklædning.
De grimme sider
I et magtsygt, sort og hvidt funderet tankesæt, er alt rimelig simpelt. Den grundlæggende præmis er et verdensudsyn, der baseres på absolutter. Man vinder eller taber. Man er stærk eller svag. Man er dum eller klog. Den magtsyge føler at nuancerede tanker, er et tegn på manglende karakter og beslutningskraft. Ofte blive den magtsyge voldsomt utålmodig i sammenhænge, hvor andre ønsker at se nuancerne og mulighederne. Den magtsyge bruger sin magt aktivt til at ”kvæle” dem, der er nuancerede. Derfor lever de magtsyge ofte i en virkelighedsopfattelse, hvor de dagligt ser bevis for, at det de tænker og gør, er rigtigt. ”Det virker jo”.
Fordi der kun er én vinder, og utallige tabere i det magtsyge sind, er villigheden til at gøre alt for sejren, i deres egne øjne, en beundringsværdig kvalitet at besidde. Mennesker, den magtsyge kan få til at gøre hvad som helst, kan gå an. Mennesker der ovenikøbet villige til at gøre hvad som helst, for at sikre den magtfulde magtsyge sejren, er inde i varmen. Indtil de ikke er det mere.
Reglerne baserer sig helt simpelt på sproglige forudsætninger som: ”Den kloge narrer den mindre kloge”, ”hvis ikke vi gør det, er der nogle andre, der gør det” og ”målet helliger midlet”. Det siger sig selv, at magten ofte centreres om de mennesker, som er bygget af en række personlighedstræk, der udspringer af den sort og hvide tankegangs simple absolutter.
Der findes noget langt mere effektivt
Verden er ikke sort og hvid. Det betyder også at det sorte og hvide tankesæt, i en vis graduering, godt kan fungere, uden det krydser grænsen for magtsyge. Men sort og hvidt tankesættet er ikke det mest effektive.
Hvad var den reelle revolution ved smartphonen? Det sort og hvide tankesæt ville mene noget i retning af: ”Telefon, browser og iPod samlet i én enhed.” Det er sandt, det var bestemt en del af revolutionen. Men der skete alt muligt affødt af dette. Musikindustrien blev påvirket. Vores livstil blev påvirket. Teleselskaberne blev påvirket. Kameraindustrien blev påvirket, og sådan kunne vi blive ved.
Det den magtsyge ofte mangler, er den empatiske evne til at beskæftige sig med hvordan ”vores” idé, produkt, ydelse eller adfærd påvirker andre – hele vejen rundt. Det sort og hvide tankesæt er ofte kortsigtet, ikke nødvendigvist uintelligent.
Det sort og hvide tankesæt alene gør ikke et menneske magtsygt, både symptom 2 og 3 af 3 skal også i spil: Arrogance og narcissisme. Men kortsigtet tankegang og absolutter er ofte et afgørende bevis for magtsygen.
In business, i omgangen med hinanden (mennesker), i venskaber, i kærlighedsforhold og i forælder/barn relationer, er den mest effektive tilgang nuancer. At lytte og tale. At mærke og tænke. At elske og trække sig. At nyde og at give. At træde tæt på og tåle afstanden. At give og tage plads.
Sammensuriummet af dette er opmærksomhed. At se sine kunder, sine medarbejdere, sine venner, sine børn, sin elskede og sine borgere tydeligt. Magtsygen kvæler mennesker og nærer monsteret.
Med ønsket om din frihed.
Christian Campbell
