Det bedste skjulested for ondskaben, er bag godheden. Det bedste skjulested for løgnen, er bag sandheden. Dette forstår og mestrer Psykopaten ofte til fingerspidserne.
Der sidder han, med sit morfar-grå hår og skæg, smiler skævt, måske en anelse charmerende og slænger benene på sin 195 cm lange krop over kors. Richard Kuklinski, en af USA’s mest berygtede mafia-seriemordere, der ”tilskrives” af have mellem 33 og 200 liv på ”samvittigheden” – hvis man altså kan sige, at han har ”sådan en”?
Forført af stereotyper
Kuklinski er stereotypen på den mandlige psykopat, der har begået den mest ultimative forbrydelse af dem alle: Mord – og så er han en af dem, der er blevet fanget. Vi kigger på ham i dag, nu hvor vi ved, hvem han i virkeligheden er. Vi gyser og ”fornemmer” tydeligt hvordan ondskaben stråler ud af manden. Det er nærmest som om, at der fremkommer et lille diabolsk smil på hans læber, når han malende og langsommeligt fortæller om sine forfærdelige handlinger igennem tiderne. Nyder han i virkeligheden opmærksomheden, mere end han fortryder?
Men Psykopaten er ikke stereotyp og kan lige så vel være en petit kvinde på 164 cm med langt hår, et godt troværdighedsgivende job, som grønthandleren der på hjørnet råber: ”10 røde æbler, 15 kr. nu”, eller monsteret Kuklinski på TV-skærmen. En Psykopats natur kalder på at gemme sit sande ansigt, bag alt det vi andre opfatter som godt, smukt, varmt og troværdigt.
Richard Kuklinski’s sande ansigt og natur var ukendt for omverdenen i mere end 30 år. I mere end 30 år levede Kuklinski på overfladen et helt almindeligt familieliv med børn, kone, forhave og familiemiddage. Han formåede at skabe og vise os alle sammen alt det, som vi opfatter som troværdigt, autentisk, ægte og helt almindeligt. Men der er intet almindeligt ved Richard Kuklinski, ganske som der intet almindeligt er ved enhver anden psykopat.
Giver dig lige-præcis det du vil have
Psykopaten formår at gemme sig bag velkendte og betryggende roller som hjælper, vejleder, ekspert, velgører og alt muligt andet, som ofte nøje udvælges, fordi det hjælper Psykopaten til at indfange sit offer. For et offer er lige præcis det Psykopaten leder efter. Ikke kun til morderisk at kvæle på sadistisk vis i en mørk baggård, men i den grad for at se, hvad der reelt kan lade sig gøre. Psykopaten er ofte en flittig student af den menneskelige natur og menneskelige reaktioner. Psykopaten leger, eksperimenterer… og bliver bedre og bedre… til at manipulere.
Det er afgørende vigtigt at huske, at en karakter som Richard Kuklinski levede uopdaget i 3 årtier. 3 årtier! Når vi kigger på Kuklinski i dag, og det løber os koldt ned af ryggen og vi vurderer at kunne se ondskaben stråle ud af ham, så må vi aldrig glemme, at han sagtens formår at skjule denne fra os – hvis han vil. Det har han allerede bevist med sikker hånd, at han evner.
Ofte fortæller vi hinanden, at Psykopaten leder efter svaghed og herefter udnytter denne. Men Psykopaten er langt, langt mere nuanceret end dette. Det kan lige så vel være styrke, de leder efter – styrke de så eksperimenterer med, om de kan knække. Psykopatens logik er sort og hvid. Kan hun knække den succesrige forretningsmand må det nødvendigvis betyde, at hun er stærkere end ham. Hun, psykopaten, ser ikke at sejren opstår ved hans mangler og ikke ved hendes styrker. Kuklinski ser ikke, at hans evne til at overmande sine ofrer ikke handler om hans kunnen, men om deres mangler.
At pakke sig ind i et professorat, moderskab, berømmelse eller socialfaglighed kan reelt ikke tilskrives Psykopatens kompetencer – det er os andre, der mangler kompetencen til at acceptere og vurdere, at disse relativt overfladiske ting intet fortæller om vores medmenneskers dybere karaktertræk og grundlæggende motiver.
Ondskab og løgn
Vi lever i en tidsånd hvor forklaringer om årsagen til ditten og hint, er blevet vores hæmsko. En hæmsko som Psykopaten ofte bruger imod os. Jeg havde en gang en samtale med et menneske, som i udpræget grad udviser psykopatiske træk. Vi havde netop en samtale om ondskab, og jeg kom også denne dag, fra den skole jeg endnu engang kommer fra; den psykologiske, med min forklare-alt-vi-kan-syge.
Postulatet fra dette menneske var, at der ganske enkelt, helt uden forklaringer på hvorfor, findes onde mennesker. Tiden, grundige overvejelser og undersøgelse har vist, at dette menneske har ret. Ondskab findes i os mennesker ganske enkelt blot fordi, vi er mennesker. Psykopaten er en mennesketype, hvori denne ondskab trives, næres og vokser. Vi andre prøver at styre ondskaben, kvæle den, begrænse den og fodre de gode sider i os. Ikke psykopaten.
Psykopatens evne til at lyve er ”unik”. Psykopaten besidder en kølighed, der bevirker, at du kan tage denne på fast gerning, i gang med at ”save liget over”, og helt uden udvidede propiller, sved på overlæben, blikket slået i jorden og en lille forandring i stemme siger: ”Det der – det var ikke mig!”
Psykopaten besidder ikke de følelser, der for alle os andre, leder til de herover nævnte følelsesmæssige reaktioner. Ingen frygt der udvider pupillerne. Intet chok der får sveden til at pible. Ingen skam der får blikket til at flakke. Intet pres der kunne få stemmen til at forandre sig. Psykopaten besidder det ikke. Det er vigtigt at forstå. Det er svært at acceptere.
Spillet om følelserne – uden at have noget i spil
Derfor misforstår vi ofte Psykopatens manglende reaktioner, som er de troværdige i deres fortællinger – og vi køber ind, på deres evne til at skuespille visse følelser. Psykopaten opfatter måske, du fornemmer deres utroværdighed – så tænder de for gråden, specielt den kvindelige psykopat… og så tænker vi andre: ”Nå, ok – jeg er ikke sikker på, at jeg forstår det her, men gråd giver mening lige nu – så er det vel ok?”
Vi andre bliver til sidst i så meget tvivl, eller måske ligefrem en af Psykopatens nye forførte disciple, der udlever deres ondskab for dem. Vi forføres til at se deres ofre, som var de psykopaten selv. Det er de ikke!
De fleste mennesker har en uskreven grænse, der siger os, at hertil kan vi gå og ikke længere. Denne grænse har psykopaten ikke. Og det er virkelig svært at forstå. Der er vitterligt ingen grænser. Der er heller ikke rigtig nogle følelser forbundet med, for Psykopaten, når hun eller han overskrider grænserne… for der er jo ingen. Det er os andre der ser grænser, der hvor Psykopaten blot ser muligheder.
Vi andre er de svage og dumme, der høster, som vi fortjener. Psykopaten – hun eller han er faktisk lidt en helt. Den smarte. Den stærke. Den der bedst forstår sammenhængene. Vi andre kunne jo bare tages os sammen – og Psykopaten har jo faktisk også advaret os – vi kunne jo bare lytte bedre efter.
Psykopaten opererer ofte ud fra et ”husk at kom først” princip. Det kan f.eks. viser sig således, at når de lige har ”stjålet af kassen”, skynder de sig at beskylde en kollega herfor. De ved jo, som de eneste, at der er stjålet af kassen, og før eller siden kommer den slags jo frem. Så de indtager ofte rollen som dem der opdager dette, helteagtigt fortæller omverdenen om det….. og tildeler skylden til en uskyldig. Vi andre ser ikke hvad der rammer os, for vi anede jo ikke der var taget af kassen endnu.
Af netop denne årsag trives visse Psykopater eminent i kontakten med Politiet, Retssystemet, Familieafdelingerne, Regionerne, Finanstilsynet og andre centrale instanser i vores samfund. Ofte formår de på den korte bane, at få disse myndighedsautoriteter til at anvende deres magt, baseret på alt for lille et undersøgelsesgrundlag. Herfra sidder de med alle kortene på hånden – for på den ene side har de ”noget” på disse myndighedsautoriteter, og på den anden side udnytter de sindigt en kultur af forfængelighed, der bevirker, at indrømmelser i dette klima, af at blive ført bag lyset, fremstår som værende et værre alternativ end selve døden. Dette er det følelsesregister Psykopaten ofte formår at igangsætte i os andre: Dramaet og det store følelser – liv, død, bedrag, konspirationer og dommedag. Psykopaten slår ikke ud, bliver ikke berørt – de starter blot steppebranden, og alle vi andre ender med at bekrige hinanden. Det lyder måske vildt, når man læser om det her – og ”helt urealistisk”. Men tal med et menneske, der har prøvet dette, de vil kunne bekræfte alle perlerne på denne snor. Pas nu godt på dig selv derude.
Det bedste forsvar
For at kunne beskytte sig mod Psykopatens magiske tænkning og verdensforvridende manipulation, skal vi kollektivt være åbne for, at vi alle er usikre, har brug for bekræftelse. Vi føler os alle skamfulde (Ikke Psykopaten) ved at begå fejl, og vi må indrømme overfor os selv, at vi vitterligt ikke er eksperter i at gennemskue løgnen. Som myndighedspersoner skal vi konfrontere den kultur, vi har for at tage borgernes kritik personligt, at se den for hvad den er, kritik af myndighedspersonen. Ellers er vi åben for manipulation via livsfarlig smiger. Det er lidt ligesom med reklamer: Jo mere vi bilder os selv ind, at de ikke virker på os, jo mere påvirker de os. Vi sænker jo paraderne.
Kan vi det er vi åbne for Psykopatens manipulation. Lad os sige vi sidder med ”en sag” (hvad som helst), der har to sider – den ene side er kritisk mod os, den anden er en blanding af rosende og kritisk – vi må lægge begge sider til side, og kun forholde os til fakta. Alle mennesker kritiserer andre med et formål. Alle mennesker roser hinanden med et formål. Psykopaten har blot ikke noget stop. Ingen grænse. Kun egne interesser for øje – uden skyggen af følelser for dig.
Lad aldrig fortællinger afgøre dine valg. Lad realiteterne afgøre dine valg. Føler du dig forført, overbevist, medrevet eller begejstret. Giv dig selv et øjeblik – se hvad du tænker og føler, når den der gav dig følelsen, ikke er der mere. Måske bare i 20 minutter.
Er du blevet suget med ind i Psykopatens spind…. Så indrøm det. Æd egodøden. Bliv ikke bærer af Psykopatens ondskab – for du styrter med hende eller ham, den dag hun eller han styrter. Forklaringer redder os ikke.
