Et psykologisk studie i magtsyge, nærmest skrevet i menneskesprog.
Relevans
Hvis din hverdag påvirkes af mennesker og mennesker med magt.
Symptom 3 af 3: Narcissisme
Rosinen i magtsygens pølseende er symptom 3 af 3: Narcissisme. For at skabe klarhed over dette ofte misforståede begreb, bevæger vi os til en begyndelse ”lidt” tilbage i tiden. I tiden hvor verden, ifølge Grækerne, var styret af en bred vifte guder og gudinder. Mytologien og dens fortællinger ligger ofte til inspiration for psykologiens begreber, og narcissisme er ingen undtagelse.
Lad os starte ved begyndelsen
Narcissisme tager udgangspunkt i den Græske mytologis fortælling om Narkissos; en ung og utrolig smuk mand. Han var så smuk at alle, både mænd og kvinder, instinktivt forelskede sig i ham. Narkissos var dog en voldsomt genert ung mand, og det bevirkede at han fremfor at kaste sig i armene på sine mange bejlere, foretrak sit eget selskab – gerne i naturens stilhed.
I skoven mødte Narkissos en dag nymfen Ekko. Ekko var en fantastisk historiefortæller, som var kommet i unåde hos Zeus’ kone Hera. Hera, der var voldsomt jaloux og hævngerrig, bebrejdede Ekko, at Zeus havde affærer med andre kvinder. Heras logik var, at det var Ekkos medrivende historier, der distraherede Hera, og at hun derfor ikke kunne vinde Zeus’ fulde opmærksomhed. Derfor kastede Hera en forbandelse over Ekko, der fratog Ekko evnen til at tale. Heras besværgelse over Ekko kunne kun brydes, hvis nogen valgte at tiltale Ekko først – og selv hvis nogen valgte at tiltale Ekko, kunne hun kun svare tilbage ved gentage tiltalens sidste ord.
En dag, da Narkissos var på jagt i skoven, fik Ekko øje på ham. Hun blev ganske betaget af den unge og smukke fremmede. Hun fulgte efter ham i håb om, at han ville tiltale hende, og han derved ville bryde Heras forbandelse over hende. Narkissos blev på et tidspunkt væk fra sine jagtkammerater, og kaldte derfor på dem: ”Er der nogen?” Ekko svarede straks tilbage: ”Nogen!” Ekko og Narkissos nærmerede sig hinanden ved at fortsætte deres dialog, og lytte til hvor stemmerne kom fra. Da Ekko så Narkissos dukke op i en lysning, kunne hun ikke modstå fristelsen, og hun kastede sig inderligt i Narkissos’ arme. Narkissos veg tilbage i overvældelse og udbrød: ”Jeg vil hellere dø, end at du skal eje mig!” ”Du skal eje mig!” svarede Ekko tilbage.
Skamfuld og voldsomt flov over Narkissos’ afvisning trak Ekko sig tilbage i skovens mest afsidesliggende afkroge. Skammen og kærlighedssorgerne fik Ekko til at forgå og svinde ind, indtil kun hendes knogler og stemme var tilbage. Til sidst blev Ekkos knogler til sten, hvorfor hendes klagende stemme den dag i dag svarer, den der kalder.
Ekko var dog ikke den eneste ulykkelige kærlighed, som Narkissos forårsagede med sin generthed og sine abrupte afvisninger – og det kom til sidst Nemesis for øren. Nemesis hørte de ulykkelige klageråb, som indtrængende bad til, at Narkissos skulle forelske sig og blive afvist.
Nemesis er i Græsk mytologi Gudinden for retfærdighed og hævn. Hendes ubønhørlige vrede vækkes af menneskelig arrogance, som denne series 3:4 indlæg taler meget mere om. Ligeledes tændtes Nemesis’ vrede af menneskets tendens til at forstyrre den naturlige orden. Nemesis forfølger den hovmodige, den onde og den arrogante med ubrydelig og ubønhørlig hævn. Nemesis sikrer undergang over dem, der ikke kan straffes med jordiske love, og retfærdigheden derfor ikke kan ske fyldest.
Nemesis kastede sin forbandelse over Narkissos ved at lade ham se sit eget spejlbillede i en skovsø. Straks blev Narkisssos tryllebundet af sin egen skønhed og forelskede sig hovedkulds i sig selv. Narkissos lænede sig længselsfuldt ned mod sit eget spejlbilede for at kysse og omfavne det. Da gik det op for ham, at han ikke kunne opnå det, han begærende mest af alt. Narkissos udbrød: ”Hvad jeg begærer, er mit. Min rigdom gør mig fattig!” Han trak sig fra al kontakt med omverdenen, og han tæredes langsomt bort i forelskelsen, i sig selv. ”Ve mig!” udbrød Narkissos hver gang realiteterne ramte ham. Ekko, der stadig var forelsket i Narkissos, trods sin egen bortgang, svarede ham altid tilbage, men hun kunne intet gøre for at hjælpe hverken sig selv eller Narkissos.
Selv efter sin død fortsatte Narkissos med at spejle sig i dødsrigets vand, og myten siger, at da man ledte efter Narkissos’ lig ved skovsøen, efter hans død, fandt man ikke hans legeme, men derimod en blomst. En blomst som fik navnet Narcis. En smuk safrangul blomst med store hvide kronblade.
Tag det ikke bogstaveligt
Læser vi mytologiernes historier alt for bogstaveligt, er de en gang usammenhængende og meningsløst vrøvl. Ser vi dem, for det de er: Et forsøg på at overdrage dybere menneskelig indsigt på en forståelig måde, åbner mytologien op for afgørende og vigtige erfaringer gjort igennem generationer. Ved at forstå dem ret, kan vi nemmere navigere i fortællingernes fiktive hovedpersoner, når de optræder konkret og fysisk i vores rigtige og jordiske liv.
Narcissisten optræder hverdag på vores tablets, på TV, i nyhederne, på blogs, på de sociale medier, på arbejde og bag hjemmets fire vægge – og for nogle af os har narcissismen vundet overtaget i vores eget verdensudsyn.
Den magtsyges forbandelse
Den magtsyge narcissist har samme problem som Narkissos. Han eller hun er forelsket i eget spejlbillede. Den magtsyge sidder måske nok ikke ved en skovsø og spejler sig, men det han eller hun ”ser”, er alligevel ret tæt på det Narkissos så. Et spejlbillede er ikke virkeligheden – det er blot en forvrænget, og af lavere kvalitet, gengivelse af noget virkeligt. Det virkelige kan vi røre og opnå – spejlbilledet er uvirkeligt og kan aldrig opnås. Narkissos kunne aldrig omfavne sin elskede: Hans eget spejlbillede. Derfor blev han langsom opslugt og fortæret af den forelskelse, som han aldrig kunne opnå. Narcisisme fører altid til opløsning i sidste ende. Det sikrede Nemesis.
Så når narcissisten opnår magt, og blot ser et forvrænget billede af virkeligheden, siger det sig selv, at der opstår problemer. Et af de afgørende træk ved narcissisme er, at alt hvad narcissisten ser, er en forvrænget gengivelse af narcissisten selv. Narkissos sad ved skovsøen og så på eget spejlbillede. Narcissisten evner kun at se forvrængede gengivelser af sig selv i sin omverden. Den magtsyge narcissist mener, at dem der ligner ham eller hendes selv er ”rigtige”, og at dem der ikke gør, er forkerte. Vi er alle er unikke, men for narcissisten ses andre som en utilstrækkelig gengivelse af dem selv. Derfor vil andre altid skuffe narcissisten henad vejen – vi bliver jo aldrig narcissisten, og narcissisten begærer kun sig selv. Derfor er narcissisten reelt altid alene.
Narcissisten er derfor altid uopfyldt og utilfreds. Altid en smule skuffet. Den magt den magtsyge narcissist opnår, bruges til at modellere omverdenen og andre mennesker i eget selvbillede. Efter eget velbefindende. Dette uden syn for, at der er andet i verden, end dem selv, som man kan være interesseret i.
Konsekvenserne
Det er derfor, vi kan opleve chefen, sagsbehandleren, dommeren, skolelæreren og sælgeren fuldstændigt skånselsløst slagte andre mennesker, uden at fortrække en mine: Han eller hun ser ikke andre. Deres forbandelse er, at de kun ser sig selv. Det giver os andre en helt autentisk følelse og oplevelse af hverken af blive set, hørt, rummet, forstået og passet på, i selskab med narcissisten. Narcissisten viger tilbage, når vi ”rører ved dem”, ganske som Narkissos veg tilbage, da Ekko lidt overivrigt overøste ham med sin hengivenhed.
Det menneske der bærer den barnagtige generthed med sig ind i voksenlivet, bærer potentielt narcissismens forbandelse. De viger tilbage ved menneskelig kontakt. De viger tilbage når andre ”kræver” noget af dem. De reagerer impulsivt og ikke høfligt. Ganske som Narkissos udbrød: ”Jeg vil hellere dø, end at du skal eje mig.” Narkissos besad ikke evnen til at analysere Ekko rigtigt. Han overreagerede på hendes tilnærmelser fremfor at se, at Ekko var i en desperat situation – reelt motiveret af ønsket om at bryde den forbandelse der havde taget hendes talent fra hende: At fortælle historier.
Narcissistens arrogance gør, at han eller hun hæver sig over sig selv, og har derfor ingen chance for at se andre tydeligt. De ser jo end ikke sig selv tydeligt. Derfor vil det narcissistiske og magtsyge magtmennesker altid opløses og forgå under egen vildfarelse. Ofte koster de alle omkring dem alt, ligesom Narkissos’ afvisning af Ekko kostede hende alt. Trods denne konkrete erfaring fortsatte Narkissos sin adfærd uændret, og det kostede herved flere potentielle elskere alt.
Egen lykkes smed
Er mennesker ikke ansvarlige for egen lykke? Er Ekko ikke bare lidt overfølsom? Burde hun og alle de andre ikke bare ”mande sig op”? Og det er da ikke Narkissos’ ansvar, hvad andre vælger at gøre! I krig, kærlighed og business gælder ingen regler – ”grow up and smell the coffee!” – vil nogle måske mene. I denne ”du er din egen lykkes smed tid”, har visse budskaber ikke en nem gang på jord. Men det betyder ikke, at vi ikke skal prøve at få dem over disken, alligevel.
Den magtsyge vil ofte blive mere og mere ufremkommelig, jo mere magt han eller hun opnår. Håret, slipset, nederdelen, kavalergangen, jakkesættet og ansigtsfolderne bliver mere og mere selvsmagende, og adgangen til dem mere og mere besværlig. Ganske som Narkissos valgte at isolere sig selv helt, vil den magtsyge blive mere og mere distanceret og isoleret, jo mere han eller hun bekræftes i eget selvbillede. De vil i deres eget sind fremstå mere og mere ufejlbarlige, og andre vil blot falme tilsvarende.
Af samme årsag formår narcissisten ikke at indse de sammenhænge, hvor deres resultater er båret af andre, held, tidsånden eller andet. Narcissisten ser kun sig selv – som både årsagen, effekten og virkningen i universet. Eget univers. De udøver deres magt set i eget lukkede selvbillede.
Når en narcissist opnår et magtfuldt erhverv, evner han eller hun ikke at erkende, at magten er jobbets og ikke individets. De ser magten som noget personligt, og ikke som det den er, en menneskelig konstruktion. En konstruktion som vi i fællesskab er blevet enige om at efterleve. Politibetjenten vil jo klart erfare forskellen på ”forbryderen”, der trods alt ser sig selv som en del af samfundets aftaler, og den, der ikke gør.
Borgeren vil klart mærke forskellen på den sagsbehandler, der ser sig selv opfylde jobbets samfundsmæssige forpligtelse, og den der ser den givne magt som personlig. Tænk på hvor skræmmende en narcissistisk Landsretsdommer kan være: Urørlig, sort/hvidt tænkende, arrogant og overbevist om, at det der kommer ud af egen mund, er lov. Dette fremfor at forstå, at han eller hun er juridisk forpligtet til at efterleve det ansvar, som samfundet er enige om at give dette hverv.
Konklusion om magtsyge
I virkeligheden er magt for langt, langt de fleste mennesker gift. Dødelig gift. Den sløver vores sanser, og får os til at købe overfladiske budskaber. Derfor ender magten ikke sjældent hos dem, der er villige til at sælge de overfladiske budskaber: De sort/hvidt tænkende. De arrogante og de narcissistisk forstyrrede.
Hera, Narkissos og Ekko er hverken guder, fantasier eller historier. De er kvaliteter i den menneskelig psyke, som vi alle bør forholde os til.
Du og jeg kan alle gøre en forskel. Vi kan lade mod være vores kompas, fremfor lykke, behag og nemhed. Vi kan ”jage” jagten på meningsfuldhed, fremfor på lykken. For lykke kan gøres til et produkt, der sælges os for at bedrage os. Det kan mod ikke.
Det er op til dig.
